Glidebrætter, glidestykker og drejepuder
Sidst opdateret 01-11-2021I Hjælpemiddelbasen kan du finde oplysninger om glidebrætter til forflytning i siddende stilling, mindre glide- og vendeprodukter, glidestykker med envejs glidefunktion og drejepuder. Alle er små forflytningshjælpemidler, du kan anvende selvstændigt uden en hjælper.
Relevant for dig?
Relevant for dig?
Der kan være mange årsager til, at du har behov for et mindre forflytningshjælpemiddel. Måske har du ikke kræfter nok i benene til at rejse dig, eller du har nedsat bevægelighed. Det kan også skyldes nedsat balance, og i sådanne tilfælde kan det være mere sikkert for dig at benytte et forflytningshjælpemiddel til en lav forflytning, så du undgår at skulle rejse dig helt op i lodret stilling.
Når du bruger et forflytningshjælpemiddel alene, skal du være sikker på, at du har kræfter og balance til at kontrollere forflytningen.
Hvis du er i tvivl om hvilken type forflytningshjælpemiddel, der passer bedst til dine behov, kan du rette henvendelse til din kommune og lade en fagperson foretage en kvalificeret vurdering. Selvom du ikke søger om at få hjælpemidlet bevilget af kommunen, kan kommunen stadig vejlede dig i valg og brug af forflytningshjælpemidlet.
Hvordan vælger du?
Hvordan vælger du?
Når du skal vælge et mindre forflytningshjælpemiddel, skal du forholde dig til hvilken forflytningssituation, du har brug for hjælp til. I det følgende er der beskrevet fire typiske forflytningssituationer med brug af forskellige forflytningshjælpemidler.
For at gøre forflytningen nemmere, er det vigtigt, at de to flader, du skal forflytte dig imellem, er i samme niveau. Hvis der er en mindre niveauforskel, vil det altid være nemmere at forflytte sig fra det højeste til det laveste plan.
Forflytning mellem kørestol og almindelig stol
Hvis du skal forflytte dig mellem en kørestol og en almindelig stol eller en lænestol, kan du vælge et glidebræt. Nogle glidebrætter er bøjelige, så du glider lettere over kørestolens drivhjul. Glidebrættet kan også have en udskæring til drivhjulet på kørestolen. En sådan udskæring sikrer, at brættet kan komme længere ind på kørestolssædet og gøre din forflytning mere stabil. Mange glidebrætter har et håndtag, som kan gøre det lettere at fjerne brættet, når du har forflyttet dig.
Det kan være en god ide at supplere med et dækskjold. Dækskjoldet trykkes ned over kørestolens hjul og bevirker, at hjulets overflade bliver glat, så du kan flytte dig uden at hænge fast i hjulets gummibelægning.
Ved valg af glidebræt skal du også forholde dig til, om den flade, du skal forflytte dig til, er blød eller hård. Det kan være en fordel at vælge et mere stift og stabilt glidebræt, hvis siddefladen, du forflytter dig til, er hård. Hvis siddefladen derimod er mere blød, som fx en lænestol, kan du anvende et mere eftergiveligt glidebræt.
Forflytning mellem kørestol og toilet
Nogle glidebrætter er særligt velegnede til forflytninger mellem kørestol og toilet. De kan have specielle udskæringer til kørestolshjul og toiletsæde, hvilket kan bidrage til at lette forflytningen. Denne specielle udformning gør, at brættet ikke skal fjernes under toiletbesøget, hvilket kan være en fordel i forhold til sikkerheden. Nogle glidebrætter har et håndtag, der gør det nemmere at fjerne brættet efter forflytningen.
Når du vælger et glidebræt til forflytninger mellem kørestol og toilet, skal du af hygiejniske årsager være opmærksom på, om glidebrættets materiale og udformning er rengøringsvenligt.
Det kan også være, at du har brug for at få opsat et støttegreb ved toilettet for at gøre din forflytning mere sikker. Du kan læse mere om støttegreb i guiden Støttegreb, gelændere og toiletstøtter.
Forflytning mellem kørestol og seng
Et glidestykke kan bruges, hvis du skal forflytte dig mellem kørestol og seng, men har svært ved at komme helt tilbage i kørestolen eller længere ind på sengekanten. Et glidestykke er fremstillet af tekstil med meget lav friktion, så man let glider på det.
I nogle situationer kan det være en fordel, at glidestykket kun kan glide én vej, og her kan du anvende glidestykker med envejs-glidefunktion. Disse glidestykker kan glide den ene vej og låse den anden vej. Med denne funktion kan du lettere skubbe bagdelen tilbage på sengekanten eller kørestolssædet uden fare for at glide af.
Hvis der er stor højdeforskel mellem din kørestol og seng, vil det være en fordel at have en seng, der kan justeres i højden, fx en plejeseng.
Forflytning mellem bil og kørestol
Du kan også anvende et glidebræt, hvis du skal forflytte dig mellem din bil og din kørestol.
Derudover kan en drejepude på bilsædet være en hjælp. En drejepude er delt i to lag, der glider friktionsfrit mod hinanden, så du undgår at vride i ryggen, når du skal ind og ud af bilen.
Du kan også supplere med et støttegreb til bil. Støttegrebet placeres i dørkarmens låsebøjle mellem fordøren og bagdøren. Dette gør din forflytning mere sikker både ved ind- og udstigning, da du får mulighed for at holde ved grebet i den ene side og døren i den anden side.
Rengøring og vedligeholdelse
Rengøring og vedligeholdelse
Du bør følge leverandørens anvisninger med hensyn til rengøring og vedligeholdelse.
De fleste glidebrætter kan rengøres med vand og sæbe. Vær opmærksom på, hvilke typer rengøringsmiddel, glidebrættet kan tåle, uden at ødelægge glideegenskaberne i brættets overflade.
Sikkerhed
Sikkerhed
Det er vigtigt, at du altid har dit forflytningshjælpemiddel inden for rækkevidde i de situationer, hvor du har brug for det. Skal du fx strække dig langt efter dit glidebræt, når du ligger i sengen eller sidder i en stol, kan du risikere at skride ud.
Overvej i hvilke situationer, du skal anvende dit forflytningshjælpemiddel, og få eventuelt en terapeut fra din kommune til at hjælpe dig med en hensigtsmæssig placering af det. Det kan fx være ift. at transportere brættet på kørestolen, eller ift. at opbevare brættet på badeværelset, ved sengen osv.
En fagperson vil kunne hjælpe dig med at vurdere, om træning kan bidrage til at forbedre dit funktionsniveau, så forflytningerne bliver lettere og mere sikre for dig.