Åbne offentlige data fra Hjælpemiddelbasen

28-06-2018 af Klaus Svane Olsen

Socialstyrelsen stiller fra 1. september 2018 data fra HMI-basen gratis og åbent til rådighed for både borgere, kommuner og virksomheder. Det er data, der før har været omfattet af en betalingsordning.

Regeringen og KL har her i juni indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2019. Et af elementerne i aftalen er, at data fra Hjælpemiddelbasen (HMI-basen) fremover stilles gratis og åbent til rådighed for kommuner, borgere og virksomheder. Hjælpemiddelbasen drives af Socialstyrelsen. Socialstyrelsen ønsker at imødekomme ønsket om åbne, offentlige data så hurtigt som muligt og arbejder derfor på at have en løsning parat allerede pr. 1. september 2018.

Hvad kan Hjælpemiddelbasen bruges til?
Hjælpemiddelbasen indeholder oplysninger om mere end 68.000 hjælpemidler og ca. 1.150 forhandlere af hjælpemidler. Der er bl.a. beskrivelser af hjælpemidlerne, oplysninger om produkternes tekniske specifikationer, prøvningsoplysninger, priser og kontaktoplysninger til forhandlerne. Alle, herunder borgere, har hele tiden kunnet søge frit i databasen. Herudover har kommuner mod betaling kunnet abonnere på filer med data fra basen. Filerne har kommunerne bl.a. kunnet bruge som et administrativt værktøj i deres eget arbejde på hjælpemiddelområdet, fx som basis for lagerstyring på hjælpemiddeldepoter og i andre sammenhænge, hvor der kan være behov for et lokalt overblik over typer af hjælpemidler. Det er disse datafiler, der nu bliver frit tilgængelige for alle interesserede. Der er ikke tale om data om fx brugernes søgninger.

Vilkår for databrug
Ønsker man at bruge de åbne data fra Hjælpemiddelbasen skal man acceptere nogle enkelte vilkår. Man forpligter sig bl.a. til såkaldt fair brug, og der må ikke ske konkurrenceforvridning. Vil du vide mere om Hjælpemiddelbasens overgang til åbne, offentlige data, kan du følge med på hmi-basen.dk, hvor der vil komme flere oplysninger om den nye ordning i løbet af august 2018.

Socialstyrelsens opgave med at indsamle, klassificere og strukturere data på hjælpemiddelområdet har hidtil været finansieret af abonnementsordningen. Fremover finansieres dette arbejde ved at kommunernes bloktilskud reduceres årligt med 3,2 mio. kr.