English  Printervenlig
Ved brug af Hjælpemiddelbasen accepteres cookies til statistik og funktionalitet. Ok, fjern denne besked eller læs om brug af cookies og muligheder for at afvise cookies.

Du er her: Forside | Klassifikation | indretning og tilpasning af indendørs og udendørs lokaliteter | Principafgørelser - hjælpemidler til indretning og tilpasning af indendørs og udendørs lokaliteter

Principafgørelser - hjælpemidler til indretning og tilpasning af indendørs og udendørs lokaliteter

Principafgørelser relateret til produktgruppen Hjælpemidler til indretning og tilpasning af indendørs og udendørs lokaliteter eller til Alle produktgrupper. Klik på alle principafgørelser i Hjælpemiddelbasen for at få listen udvidet til at omfatte alle principafgørelser, som er registreret i Hjælpemiddelbasen.

Titel og resumeUdgivetRelaterede produktgrupper
73-17 Boligindretning mur- og nagelfast - gelænder - støttegreb - forbrugsgode - hjælpemiddel
Kommunen yder støtte til boligindretning til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretningen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. Boligindretning omfatter mur- og nagelfaste genstande, der fastgøres på en særlig måde eller som ved nedtagning vil efterlade synlige og usædvanlige spor, der kræver reparation, som ikke kan sammenlignes med sædvanligvis forekommende udbedringer.
Kommunen yder støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. Hjælpemidler er produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, mens forbrugsgoder er produkter, der fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.
Om gelændre og støttegreb er boligindretning, hjælpemidler eller forbrugsgoder afhænger af det konkrete gelænder eller støttegrebs udformning og fastgørelse.
Afgørende for, om et gelænder eller et støttegreb kan anses som boligindretning, er, om gelænderet eller støttegrebet fastgøres på en særlig måde (fx mures fast i væggen) eller efterlader synlige og usædvanlige spor, når det fjernes. Hvis gelænderet eller støttegrebet ikke fastgøres på en særlig måde eller efterlader synlige og usædvanlige spor, når det fjernes, kan det ikke anses som boligindretning. Kommunen skal så vurdere, om gelænderet eller støttegrebet i stedet kan bevilges som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode.
Gelændre vil typisk være forbrugsgoder, da disse fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Gelændre er således ikke fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne, som det er tilfældet med hjælpemidler, men kan i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for.
Støttegreb må anses som hjælpemidler, da disse er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne og med en begrænset del af befolkningen som målgruppe. Støttegrebene er udformet til at kunne holde fast i og bære en vis vægt. De skal bruges til at støtte sig til, holde balancen og afhjælpe borgeren fra at falde fx i brusenichen eller for at kunne rejse sig fra toilettet. Støttegrebene skal derfor ikke forveksles med andre greb så som greb ved køkkenbordsskuffer eller døre, der har en helt anden funktion.
Støttens omfang er afhængig af, om gelændre og støttegreb bliver ydet som boligindretning, hjælpemiddel eller forbrugsgode. Borger får hjælp til produktet og opsætning heraf, hvis der er tale om boligindretning eller et hjælpemiddel, mens borger selv skal betale halvdelen, hvis der er tale om et forbrugsgode.
I sag nr. 1 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at gelænderet var et forbrugsgode. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om det konkrete gelænder, der blev søgt om hjælp til. Ankestyrelsen lagde vægt på, at gelænderet blev opsat på almindelig vis, og at fjernelse af gelænderet ikke ville efterlade usædvanlige spor.
I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at de ansøgte støttegreb ikke var boligindretning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om mindre støttegreb, der blev opsat med få skruer, som ikke ville efterlade andre og mere usædvanlige spor end eksempelvis en sæbeholder eller hylde til personlige plejeartikler. Det forhold, at nedtagningen af støttegrebene kunne betyde spartling eller udskiftning af få fliser betød ikke, at der var tale om en boligindretning. Ankestyrelsen hjemviste samtidig sagen, da den ikke var tilstrækkelig oplyst til, at det kunne vurderes, om borger kunne få hjælp efter reglerne om hjælpemidler.
11-10-2017 Gelændere og støttegreb
13-17 Boligindretning - trappelift
Kommunen skal yde hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
Kommunen skal i samarbejde med borger yde borgeren hjælp med respekt for dennes behov for værdighed, integritet og mulighed for at leve et så normalt liv som muligt.
Hvis der er tale om mere omfattende og bekostelige ændringer af boligen, skal kommunen undersøge, om en mere hensigtsmæssig løsning til afhjælpning af boligforholdene kan etableres ved flytning. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringerne må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.
Kommunen skal undersøge, hvilke konkrete ændringer der er nødvendige for samlet set at gøre boligen egnet til borgerens ophold. Kommunen skal endvidere undersøge, hvilke udgifter disse ændringer medfører. Der skal også være konkrete lægelige oplysninger om den forventede udvikling i borgerens funktionsniveau.
De samlede nødvendige ændringer af boligen kan dog være så omfattende og bekostelige, at det er en mere hensigtsmæssig løsning, at borgeren flytter til en anden bolig.
En trappelift vil almindeligvis ikke være en så omfattende og bekostelig ændring af boligen, at etableringen af denne alene kan begrunde, at kommunen skal undersøge, om det vil være mere hensigtsmæssigt, at borgeren flytter til en anden bolig.
I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen sagen, da denne ikke var tilstrækkelig oplyst til, at det kunne vurderes, om de samlede nødvendige ændringer af boligen var så omfattende og bekostelige, at det var en mere hensigtsmæssig løsning, at borgeren flyttede i en anden bolig.
I sag nr. 2 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da Ankestyrelsen ikke var enig i denne. Ankestyrelsen fandt derimod, at en trappelift var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for borgeren, da borgeren ellers var forhindret i at benytte toilettet i boligen. Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne give borgeren afslag på en trappelift ved at bevilge en toiletstol til brug i stueetagen i stedet.
I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da Ankestyrelsen var enig i kommunens vurdering af, at en trappelift ikke var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for borgeren. Dette skyldtes, at boligen var egnet til, at borgeren kunne indrette sig i stueetagen. Det kunne ikke føre til en anden afgørelse, at borgeren skulle sove i stuen og desuden ikke havde adgang til værelserne på boligens første sal.
04-03-2017 Trappelifte med sæder
73-16 Hvilestole - hjælpemiddel - forbrugsgode - sædvanligt indbo - handicapkompenserende funktion
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.
Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Nogle produkter kan have særlige funktioner, der gør, at de ikke entydigt kan karakteriseres som enten et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Det vil derfor afhænge af en konkret vurdering af produktets funktion.
Om et produkt skal behandles efter reglerne om hjælpemidler afhænger af, om produktet er fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne.
Forbrugsgoder omfatter derimod produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
Hvilestole, der er hjælpemidler
En hvilestol skal bevilges som et hjælpemiddel, hvis der er tale om en hvilestol med funktioner/indstillingsmuligheder, der alene er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Det vil sige, at hvilestolen skal have en primær handicapkompenserende funktion.
Som eksempler på særlige stole kan nævnes arthrodesestole og sæder (beregnet til borgere med stift hofteled), katapultstole (til borgere, der har vanskeligt ved at sætte sig, rejse sig) og arbejdsstole med elektrisk højdejustering samt bremse.
Hvilestole, der er forbrugsgoder
En hvilestol med el-funktioner/el-indstillinger til indstilling af ryglæn og sæde anses som et forbrugsgode. Dog vil en hvilestol med el-funktioner på nuværende tidspunkt ikke kunne betragtes som sædvanligt indbo, da der ikke er tale om en så almindelig udbredelse, at en sådan hvilestol normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Derudover vil el-indstillingsmulighederne have en vis handicapkompenserende funktion, idet en person med nedsat funktionsevne kan have svært ved at anvende manuelle indstillingsmuligheder.
Hvilestole, der er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo
En hvilestol uden særlige handicapkompenserende funktioner skal betragtes som et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, hvilket der ikke kan ydes støtte til efter servicelovens § 113. Begrundelsen herfor er, at sådanne hvilestole er almindeligt udbredte, hvorfor de findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Disse typer hvilestole kan fås i forskellige prisklasser, farver og størrelser og forhandles bredt over hele landet. De har ofte manuel regulering af sædeindstillinger eller vippefunktion.
Det er uden betydning for eventuel hjælp til køb af en hvilestol som forbrugsgode, at stolen kan købes hos en almindelig møbelforhandler. En stol, som kan købes hos en almindelig møbelforhandler, kan ikke alene af den grund anses for at være sædvanligt indbo, hvortil der ikke kan ydes hjælp.
Ifølge Ankestyrelsens praksis lægges der ved vurderingen af, om et forbrugsgode er sædvanligt indbo, vægt på eksempelvis udbredelse, pris, udvalg, udviklingen i befolkningens levestandard, folks forbrugs- og levevaner og samfundsudviklingen i det hele taget. På den baggrund er det således vores praksis, at fx faconhovedpuder, digitalkameraer, smartphones, tablets og andre lignende elektroniske apparater, samt vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, mikrobølgeovne, robotstøvsugere og almindelige køkkenmaskiner i dag betragtes som sædvanligt indbo i ethvert hjem, der måtte ønske det.
I en konkret sag fandt Ankestyrelsen, at en hvilestol uden særlige handicapkompenserende funktioner er et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, hvilket der ikke kan ydes støtte til.
I en anden konkret sag fandt Ankestyrelsen, at en hvilestol med indbygget katapultsæde skal bevilges som et hjælpemiddel.
04-11-2016 Hvilestole og lænestole
121-13 Hjælpemiddel - forbrugsgoder - frit leverandørvalg - frit valg
Reglerne om frit valg i forhold til hjælpemidler kan ikke anvendes for forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel.
Et forbrugsgode, der udelukkende fungerer som hjælpemiddel, er i sin karakter et forbrugsgode og ikke et hjælpemiddel.
Reglerne om frit valg af leverandør for hjælpemidler, gælder alene for hjælpemidler. Det er en følge af, at det lovforslag om ændring af lov om social service, der indførte fritvalgsordningen, alene henviser til 112 om hjælpemidler.
Det betyder, at borgere, der af kommunen får hjælp til anskaffelse af et forbrugsgode, der udelukkende fungerer som hjælpemiddel, ikke frit kan vælge leverandør af hjælpemidler og at borgeren heller ikke mod betaling af prisdifferencen kan vælge et dyrere hjælpemiddel end det, som kommunen vil yde støtte til.
29-11-2013Alle produktgrupper
13-13 Boligindretning - ansøgningstidspunkt - iværksættelse - ansøgning
Principafgørelsen fastslår:
Det er et almindeligt socialretligt princip, at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til udgifter, som en borger har påtaget sig, inden han har søgt kommunen om hjælp.

Særlige situationer:
Hvis der er tale om en akut/uopsættelig udgift, fejlagtig vejledning fra kommunens side, en ansøgning om en løbende ydelse eller ydelse, der er forholdsvis nøje beskrevet i loven, vil der efter en konkret vurdering kunne ydes hjælp til udgifter, som en borger har påtaget sig, inden borgeren har søgt kommunen om hjælp.
31-01-2013 Dørtrin
15-13 Hjælpemidler - anskaffelse før bevilling - klageadgang - rekursinstans - nævnets kompetence
Der kan normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler, som ansøger selv har anskaffet, inden bevilling.
Hvis en kommune har truffet afgørelse om afslag på bevilling af et hjælpemiddel, og ansøgeren klager over denne afgørelse til nævnet, skal nævnet behandle denne klage, selvom ansøgeren selv har anskaffet sig hjælpemidlet efter kommunens afgørelse.
Den ansøger, der vælger at anskaffe et hjælpemiddel, mens klagen behandles, bærer selv risikoen for selv at komme til helt eller delvist at afholde udgiften til hjælpemidlet.
Selvom ansøgeren senere findes berettiget til et hjælpemiddel, kan der være forhold, der bevirker, at udgiften ikke kan dækkes helt eller delvist. Det kan skyldes, at kommunen har leverandøraftaler, det indkøbte hjælpemiddel ikke er det bedst egnede og billigste, eller at kommunen selv kan stille et identisk hjælpemiddel til rådighed.
31-01-2013Alle produktgrupper
225-11 Hjælpemiddel - merudgifter - driftsudgifter - el
Udgifter til el til opladning af hjælpemidler kunne ikke ydes som en merudgift, da der var tale om en almindelig driftsudgift.
Reglen om merudgifter kan alene anvendes i de situationer, hvor der er tale om en udgift som følge af brug af hjælpemidlet, som er helt udforholdsmæssig eller urimelig for borgeren.
I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at selvom borgeren havde flere hjælpemidlter, som samlet brugte el for mere end 600 kr. om året, medførte det ikke, at hans elforbrug var uforholdsmæssigt stort.
01-12-2011 Motoriserede kørestole
 Hjælpemidler til at løfte personer
 Senge og separate sengebunde med motoriseret indstilling
134-10 Hjælpemiddel - kuvertlampe - elektronisk lup
Ankestyrelsen fandt, at både en kuvertlampe og en elektronisk lup var hjælpemidler, da de var fremstillet til svagtseende.
Ankestyrelsen fandt, at en 75-årig mand med stærkt nedsat syn var berettiget til en kuvertlampe, der var transportabel og udstyret med batteri. Lampen kunne anvendes hjemme og ude og kunne i væsentlig grad afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne.
Ansøger var ikke berettiget til en elektronisk lup som hjælpemiddel, da den ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet. Luppen skulle ikke anvendes dagligt i flere situationer.
30-06-2010 Læsebelysning og arbejdsbelysning
 Forstørrelsesglas, lupper og forstørrelsessystemer
120-10 Hjælpemiddel - optikunderstøttende synshjælpemidler - synsnedsættelse - bordlampe
En Sonnet bordlampe, hvorpå der kunne påhæftes en lup, var et optikundersøttende hjælpemiddel for en 77-årig synshandicappet kvinde.
Kvinden havde brug for optikunderstøttende hjælpemiddel til læsning, pasning af familiens økonomi, korrespondance og håndarbejde.
Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at særlig belysning, skråplader, konceptholdere el. lign blev anset for at være optikunderstøttende hjælpemidler. Der blev endvidere lagt vægt på, at lampen var forberedt til påsætning af lup, og at kvinden havde brug for en læselampe kombineret med en lup.
31-05-2010 Læsebelysning og arbejdsbelysning
63-10 Boligindretning - nødvendig - rampe - gårdhave
En kvinde med nedsat funktionsevne havde ikke ret til boligindretning i form af rampe til sin gårdhave, da boligindretningen ikke var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for pågældende.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden havde to haver en forhave og en gårdhave. Kvinden var bevilliget døråbner og rampe ved sin hoveddør, så hun kunne komme ud i sin forhave og i nærområdet. Både gårdhaven og forhaven fandtes egnet til ophold, selvom forhaven ikke var aflukket i samme omfang som gårdhaven.
Det fandtes således ikke nødvendigt for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted, at kvinden havde selvstændig adgang til begge sine haver.
31-03-2010 Faste ramper

1 2 3 Næste>> Viser 1-10 af 25