Begreber på hjælpemiddelområdet

Hjælpemiddelområdet er et fagområde, der går på tværs af sektorer, handicapgrupper, aldersgrupper, faggrupper og brancher, og som løbende konstituerer sig i relation til og i samspil med den generelle samfundsmæssige og teknologiske udvikling. Hjælpemidler, hjælpemiddelformidling, velfærdsteknologi og tilgængelighed er fire centrale begreber på hjælpemiddelområdet, og forståelsen af begreberne har betydning for, hvordan der kommunikeres om området. I det følgende beskrives et grundlag til forståelse af disse fire begreber.

Hjælpemidler


Et hjælpemiddel er ethvert produkt, der optimerer en persons funktionsevne og reducerer handicap.

Denne definition hviler på en dialektisk forståelse af begreberne funktionsevne og handicap, hvor funktionsevne omfatter de menneskelige egenskaber og evner, som er en forudsætning i forhold til et ideal for samspillet og samspilsmulighederne mellem et individ og omgivelserne, mens handicap omfatter menneskelige egenskaber og evner, som er begrænsende i forhold til samme ideal (jf. ICF, 2001, WHO).
Et hjælpemiddel kan således være et produkt, som er fremstillet og markedsført som et hjælpemiddel, eller et mainstream produkt med egenskaber, som i en given sammenhæng bidrager til at optimere en persons funktionsevne og reducere et handicap. Hjælpemidler er derfor ikke begrænset til produkter, der kan bevilges efter en bestemt lovgivning, eller produkter som er omfattet af et bestemt direktivområde.


Hjælpemiddelformidling


Hjælpemiddelformidling er en proces, der resulterer i, at en person har et hjælpemiddel, der optimerer personens funktionsevne og reducerer handicap. Hjælpemiddelformidling omfatter problemafdækning, udvælgelse, tilpasning, rådgivning og bevilling af hjælpemidler med tilhørende opfølgning. Processerne indgår i et offentligt sagsbehandlingsforløb og fordrer fagprofessionel viden og praksiserfaring samt brug af terapeutfaglige, pædagogiske og sundhedsfaglige metoder.


Velfærdsteknologi


Velfærdsteknologi er et begreb, der anvendes på socialområdet, når der, i tilknytning til serviceydelser, afsættes ressourcer til innovation eller udbredelse af teknologiske løsninger med henblik på at løse opgaver hurtigere, bedre eller billigere end ved anvendelse af tidligere anvendte redskaber, teknologier eller metoder. Begrebet velfærdsteknologi er i den forstand ikke knyttet til bestemte produkter eller teknologier, men er knyttet til en formålsbestemt proces, der omfatter brug af teknologi.


Velfærdsteknologi på hjælpemiddelområdet


Velfærdsteknologi er ikke synonym med hjælpemidler, men det forhindrer ikke, at den konkrete teknologi, der indgår i en leverance af services, kan betragtes som et hjælpemiddel i relation til en borger. Forskellen på begreberne velfærdsteknologi og hjælpemidler er, at velfærdsteknologi har et proces- og leveranceunderstøttende perspektiv og hjælpemidler primært har et individuelt funktionsevneperspektiv.


Fx kan robotstøvsugere være en del af en velfærdsteknologisk indsats, når det politisk eller administrativt prioriteres, at udbrede anvendelsen heraf i en kommunal serviceydelse. Når udbredelsen er implementeret vil robotstøvsugeren kunne betragtes som et arbejdsredskab for hjemmehjælperen. Selve produktet, en robotstøvsuger, vil i andre sammenhænge kunne opfattes som et hjælpemiddel, som kompenserer for en funktionsnedsættelse, og gør det muligt for en person med handicap selvstændigt at varetage støvsugning. Potentialet for at anvende robotstøvsugere i en velfærdsteknologisk indsats og opfattelsen af hvorvidt robotstøvsugeren er et hjælpemiddel ændrer sig over tid i takt med den teknologiske og samfundsmæssige udvikling.


Velfærdsteknologi på hjælpemiddelområdet kan på den baggrund defineres som teknologi, der anvendes i en proces, som tilrettelægges specifikt med det formål at understøtte den offentlige sektors leverance af velfærdsydelser til mennesker med funktionsevnenedsættelse.


Tilgængelighed


Hjælpemidler og hjælpemiddelformidling kan bidrage til øget tilgængelighed ved at skabe den tilpasning, lindring eller kompensation, der gør det muligt for personer med nedsat funktionsevne at udføre aktiviteter, leve selvstændigt og deltage i samfundslivet. Samtidig kan design af omgivelser, services og produkter baseret på viden om handicap og kompenserende hjælpemidler (universelt design) bidrage til at skabe øget tilgængelighed og dermed forhindre barrierer for aktivitet og deltagelse og reducere behovet for hjælpemidler.
Der er således et dynamisk samspil mellem tilgængelighed og anvendelse/udvikling af hjælpemidler i forhold til et ideal om et samfund med optimale muligheder for deltagelse og aktivitet for alle.