Cerebral parese
Sidst opdateret 15-03-2021Cerebral parese (CP) skyldes en skade i hjernen, som opstår i fosterlivet, under fødslen eller hos det nyfødte barn. Skaden i hjernen forværres ikke gennem livet, men følgerne viser sig, efterhånden som barnet vokser op. Afhængig af hvilke hjerneområder, der er ramt, kan der være udfordringer i forhold til mobilitet, ved brug af hænder og arme eller ved tale. I nogle tilfælde kan skaden ligeledes påvirke syn og hørelse eller give kognitive vanskeligheder som fx problemer med indlæring, koncentration eller sprog. Senfølger hos voksne kan opstå i form af tidlig nedslidning og øget udtrætning som følge af et uhensigtsmæssigt bevægemønster.
De motoriske funktionsnedsættelser kan beskrives ud fra, i hvilket omfang kroppen er påvirket:
- En enkelt arm eller et enkelt ben (monoplegi)
- Den ene side af kroppen (hemiplegi)
- Begge ben (diplegi)
- Begge arme og begge ben (tetraplegi)
CP kan deles ind i tre typer: Ataktisk CP (usikre og upræcise bevægelser), dyskinetisk CP (slaphed i musklerne) og spastisk CP (øget muskelspænding med ufrivillige bevægelser). De motoriske funktionsnedsættelser er ofte ledsaget af andre påvirkninger, fx af sanser, perception, kognition og kommunikation.
CP dækker således over en bred række af forskellige motoriske, kommunikative og kognitive vanskeligheder, der kan komme meget forskelligt til udtryk. CP kan derfor indebære en kompleks kombination af udfordringer, og der kan derfor være stor forskel på, hvilke hjælpemidler der er relevante for dig med CP.
Mobilitet
Mobilitet
Dette afsnit om mobilitet er opdelt i tre underafsnit. Det første henvender sig til personer, som har brug for hjælpemidler til at gå. Det andet henvender sig til personer, som bruger kørestol – enten manuel eller elektrisk. Det sidste afsnit henvender sig til personer, som vil bruge cykel, elscooter eller lignende.
Ganghjælpemidler
Afhængig af hvordan din gangfunktion er, vil du have brug for forskellige typer af ganghjælpemidler. Hvis din gangfunktion kun er lidt nedsat, vil du ofte kunne klare dig med en stok eller albuestok. Hvis din gangfunktion er svært nedsat, vil du måske kunne bruge en rollator eller et gangbord. Mange, især børn, har stor glæde af en gangstol.
Stokke
Der findes forskellige typer stokke, som du kan bruge, hvis du har usikker gang. Det kan fx være stokke med særlige håndtag, der giver et godt greb. Derudover kan du få en let eller en tung stok, alt efter hvad der virker bedst for dig. Det er vigtigt at være opmærksom på, at sammenklappelige eller foldbare stokke og indstillelige stokke ofte er mindre solide end stokke i ét stykke. Hvis du har brug for at støtte dig hårdt til stokken og eventuelt vrider den, når du går, er det vigtigt at få en stok, der kan holde til denne belastning. Brug af stok kan være belastende for skuldrene, og det kan for nogle være en fordel at vælge en stok med stødabsorbering eller fjedrende dupsko.
Læs mere i Guiden Stokke
Rollatorer
Hvis du har brug for mere støtte, end en stok kan give, kan en rollator være relevant for dig. De mest almindelige rollatorer er dem, man skubber foran sig. I Hjælpemiddelbasen kan du filtrere din søgning efter, om du skal anvende rollatoren udendørs, indendørs eller begge dele. På de fleste rollatorer har du mulighed for at montere en lille bakke eller en kurv foran. Rollatorer til udendørs brug har typisk et hvilesæde.
Der findes også bagudvendte rollatorer, som man trækker efter sig. De kan have den fordel at de stimulerer til en opret kropsholdning, og at de giver et større frirum foran dig.
Læs mere i Guiden Rollatorer
Gangstole og gangborde
Hvis du har brug for mere støtte, end en stok eller rollator kan give dig, kan du benytte en gangstol eller et gangbord. En gangstol har typisk et sæde eller sele, som kan bære din vægt, når du går i den. Derudover kan de fås med forskellige grader af støtte til ryggen eller bækkenet, for at stabilisere din krop og øge din kontrol over benene. Gangborde svarer til rollatorer med armstøtten i brysthøjde. Det giver mulighed for en mere sikker støtte.
Cykler, elscootere og løbecykler
Hvis du gerne vil lidt hurtigere omkring, end du kan komme med en rollator, har du mulighed for at benytte en cykel, en elscooter eller evt. en løbecykel.
Cykler
Hvis du i øvrigt er gående og har brug for at komme længere omkring, kan en trehjulet cykel (evt. med elmotor) måske være løsningen for dig. De tre hjul gør, at du kan holde balancen, især når du stiger af og på cyklen, og de gør cyklen lettere at håndtere, hvis du kun kan bruge én hånd. Der findes trehjulede cykler med lav indstigningshøjde, hvor du ikke skal løfte din fod højt for at stige på cyklen, og cykler med sædet placeret lavt, fx et stolesæde, så cyklen har et lavt tyngdepunkt. Derudover findes der en del udstyr til cyklen fx cykelsadler med ekstra støtte til at holde balancen, og remme til at holde dine fødder fast på pedalerne.
Du kan læse mere i guiden Trehjulede cykler
Elscootere
Hvis du ikke kan cykle, kan en elscooter måske være en løsning. De fås både som tre- og firehjulede. Mange vurderer, at den firehjulede elscooter er mere sikker end den trehjulede, men det er ikke sandt i alle tilfælde. En firehjulet elscooter er mere retningsstabil på lange og lige strækninger. Den er også mere stabil, hvis du har brug for meget støtte ved ind- og udstigning til elscooteren. Den trehjulede elscooter er derimod mere håndterbar og manøvredygtig på snævre områder, som fx i et supermarked. Hvis du har brug for at sidde med benene let strakt frem foran dig, vil der typisk være bedre plads til dem på en trehjulet, da du her kan sidde med en fod på hver side af forhjulet.
Det er derfor vigtigt, at du prøver elscooteren, før du anskaffer dig én.
Du kan læse mere i guiden Elscootere
Løbecykler
En anden måde at komme frem på er på en løbecykel, som er en cykel uden pedaler, hvor man skubber med fødderne på jorden. De fås både til børn og til voksne og i en tohjulet og trehjulet udgave. En løbecykel kan være et hjælpemiddel, som kan bidrage til, at du kan færdes i hurtigere tempo og over længere distancer end med fx en rollator. I den trehjulede udgave bliver løbecykler i øvrigt også brugt til idræt (racerunning).
Kørestole
Kørestole inddeles groft i manuelle og elektriske. En manuel kørestol kan enten skubbes frem af en hjælper, eller du kan selv køre den frem ved at skubbe på drivhjulene. En elkørestol køres typisk via et joystick, som du selv eller en hjælper betjener.
Manuelle kørestole
En manuel kørestol drives frem på de store hjul eller skubbes af en hjælper. Det er fysisk krævende selv at køre en manuel kørestol. Det kan være hårdt for arme, skuldre og hænder, ligesom det kan være svært at holde styr på sine ben pga. medbevægelser, mens man kører. Der kan monteres en hjælpemotor på kørestolen for at aflaste. Hjælpemotoren kan enten være bruger- eller hjælperstyret.
En manuel kørestol er en del mindre og vejer meget mindre end en elektrisk, og tilgængeligheden til butikker, andres private hjem o.l. kan være lettere med en manuel kørestol. En manuel kørestol kan desuden medbringes i de fleste personbiler.
Elektriske kørestole
En elkørestol med joystickstyring kan manøvreres med minimal kraft, og du kan komme langt omkring med den. Der kan foretages forskellige individuelle tilpasninger i forhold til fremdrift og betjening af funktioner. Du kan fx bruge 0-1 kontakt, hagestyring, bevægelsesstabiliserende joystick eller ledsagerstyring. En elkørestol er væsentligt større og tungere end en manuel, og kan kun medtages i en bil, hvis bilen er særligt indrettet.
Tilpasning af kørestolen
Det anbefales, at din kørestol bliver tilpasset af en fagperson for at du får det bedste udgangspunkt for at bruge kroppen og ikke udvikler fejlstillinger på grund af siddestillingen. En kørestol skal løbende justeres, da du over tid kan ændre funktionsniveau, og det er vigtigt, at stolen til stadighed støtter dig i dine forskellige aktivitets- og hvilestillinger.
For nogle mennesker med CP vil der være forøget slitage på kørestolen pga. spasticiteten. Dette betyder, at tilbehørsdelene på din kørestol som fx ben- og nakkestøtter skal være ekstra stærke eller jævnligt skiftes ud. Der kan også være behov for bælter eller seler, der kan sikre din siddestilling i kørestolen. Ligeledes kan der være behov for en særlig siddepude eller rygpolstring på stolen.
Tilbehør til kørestolen
Der findes forskellige udgaver af kørestolsborde, både til manuelle og elektriske kørestole. Et kørestolsbord giver dig mulighed for at lave forskellige aktiviteter, ligesom du kan have din computer eller talemaskine på bordet, evt. fastholdt med en monteringsarm. Hvis du har brug for at kunne stabilisere kroppen, mens du udfører aktiviteterne, kan der monteres et håndgreb på bordet, som du kan holde på.
Ortoser
Ortoser
En ortose er et kropsbårent hjælpemiddel, som stabiliserer, korrigerer eller aflaster en del af din krop i kortere eller længere tid.
Der er forskellige typer af ortoser til kroppen (korsetter). Det kan fx være elastiske korsetter til lænden, som kan aflaste ved træthed eller svækkede muskler, og som kan give en mere rank holdning og en bedre siddestilling. En anden type korset bruges til at modvirke udviklingen af rygskævhed, og er fremstillet af skumplast eller plast eller en kombination af stof og stivere fx kulfiber.
Et korset kan i øvrigt fremme din evne til at trække vejret, spise og drikke, holde hovedet i balance samt kontrollere arme og ben via en bedre og centreret siddestilling.
En håndledsortose kan gøre det lettere for dig at bruge hånden i dagligdagen ved at stabilisere, beskytte dig mod overbelastninger og modvirke fejlstillinger.
Ortopædiske indlæg til sko kan korrigere fejlstillinger i dine fødder og dermed gøre det lettere for dig at holde balancen, afhjælpe smerter og forebygge forværring af fejlstillingerne.
Hvis dine ankelled er meget ustabile, vil de kunne stabiliseres med fodkapsler, som er faste skinner, der styrer og støtter fodleddene. Fodkapsler kaldes også AFO’er og findes med og uden led og i mange forskellige materialer fx plast, kulfiber, læder.
Det er vigtigt at holde huden under en bandage ren og tør for at undgå at beskadige huden.
Du skal konsultere en læge med speciale i ortopædi eller en bandagist for at få vurderet dit behov for en ortose.
Læs mere i guiden Håndleds-, tommel- og fingerortoser og guiden Kropsbårne hjælpemidler til støtte af ryggen
Tøj og fodtøj
Tøj og fodtøj
Der findes en del forskellige former for specialfremstillet tøj og fodtøj, der kan give dig ekstra støtte eller komfort, eller som er praktisk udformet. Desuden findes der en række hjælpemidler til af- og påklædning.
Tøj
Noget tøj er designet til at være lettere at tage af og på, fx med langsgående lynlås i ærmerne og benene eller med god vidde i ærmegabene. Desuden er der forskellige muligheder for at erstatte lukkemekanismerne med alternativer, fx velcro, magneter og tryklåse.
Hvis du er kørestolsbruger, findes der tøj, som har en god pasform til brug i siddende stilling fx jeans og nederdele med ekstra højde bagtil. Desuden findes der overtøj, herunder køreposer og regntøj, der er særligt designet til brug i kørestol.
Hvis du er meget stillesiddende, men også hvis du udtrættes efter gang, kan det styrke dit blodomløb i benene at anvende støttestrømper. Disse strømper fås med forskellige støtteevne og i forskellige længder. De kan dog være ret svære at tage på og kræver evt. en hjælpende hånd, fx i form af gummihandsker eller en strømpepåtager.
Har du udfordringer med at savle, kan det være en idé at anvende et mindre tørklæde for at beskytte dit øvrige tøj. Disse fås udformet som bandanas i forskellige farver og designs og med absorberende eller væsketæt indlæg.
Læs mere i guiden Tøj og sko
Fodtøj
I mange tilfælde vil et individuelt tilpasset fodindlæg kunne gøre det til en bedre oplevelse for dig at gå. Hvis du anvender fodkapsler eller benskinner, kan det være nødvendigt med specialfremstillede sko, der giver plads til fodkapslen eller skinnen. Der vil ofte være øget slidtage på fodtøjet.
I forhold til fodtøj og indlægssåler er det vigtigt, at du får vejledning af en bandagist til at finde den bedste løsning.
Når du har CP og nedsat gangfunktion, er det vigtigt, at dit fodtøj sidder godt fast på dine fødder. Det kan være en udfordring, hvis du ikke kan binde snørebånd. Du kan evt. vælge at udskifte de almindelige snørebånd med elastiksnørebånd eller snorlåse, eller du kan, når du handler, vælge snørefri sko.
Hjælpemidler til af- og påklædning
Selv med særligt designet tøj og alternative lukkemekanismer kan det stadig være en udfordring at klæde sig af og på. Det kan evt. være en hjælp at bruge et stativ til at holde jakken eller skjorten, mens du stikker armene i ærmerne, eller at bruge en påklædningspind til bukserne. Desuden kan et langt skohorn, evt. med skoaftrækker, være en god hjælp, især hvis du bruger tætsiddende sko uden snørebånd.
Læs mere i guiden Strømpepåtagere og strømpeaftagere og i guiden Hjælpemidler til af- og påklædning
Kommunikation
Kommunikation
Udpegningstavler og kommunikationsbøger
Du kan fx anvende udpegningstavler eller bøger med grafiske symboler i kommunikationen. Både udpegningstavler og kommunikationsbøger kan bestå af samlinger af bogstaver og/eller symboler. Der findes utallige kombinationsmuligheder, og det er afgørende at finde de redskaber, der fungerer bedst for dig. Det er også vigtigt løbende at udvikle og tilpasse redskaberne.
Talemaskiner
Talemaskiner har ofte form som en tablet og fås med forskellige egenskaber og tilbehørsmuligheder, fx fysisk gitter til afgrænsning af trykfelter, felter med særligt tilpasset trykfølsomhed eller med mulighed for øjenstyring. Programmerne til talemaskinen kan være baseret på symbol- eller bogstavskommunikation og kan tilpasses dine behov. Hvis du anvender en elektrisk kørestol, kan talemaskinen ofte integreres med denne, så du fx kan betjene talemaskinen via kørestolens joystick. Hvis du bruger kørestol, er der mulighed for at montere dit kommunikationshjælpemiddel, enten på et kørestolsbord eller fastspændt i en holder. Hvis dit udstyr er fast integreret med kørestolen, har du brug for supplerende kommunikationshjælpemidler til de tidspunkter, hvor du ikke sidder i din kørestol.
- Talemaskiner
- Øvrige samtaleapparater og tilbehør
- Software til nærkommunikation
- Kørestolsborde
- Monteringsbeslag
Kalde- og alarmsystemer
Hvis du har svækket stemmekraft, men har brug for at kunne tilkalde hjælp eller assistance, kan det være relevant at anvende et kalde- eller alarmsystem. Der findes forskellige systemer og modeller, som fx kan monteres på din seng eller kørestol, samt systemer med enten én- eller tovejs kommunikation.
Opmærksomhedspunkter i forhold til hjælpemidler til kommunikation
Uanset hvilke kommunikationshjælpemidler, der er relevante for dig, er det vigtigt med individuel tilpasning af og træning i at anvende hjælpemidlerne, både for dig og dine omgivelser. Det anbefales, at du og dine pårørende får vejledning fra en fagperson med viden og kompetencer inden for alternativ og supplerende kommunikation. Desuden er det vigtigt med en løbende udvikling af dit hjælpemiddel, fx i form af udskiftning af symboler eller tilføjelse af nye ord, i takt med at du udvikler dig og får nye interesser, oplevelser og erfaringer.
Hukommelse og opmærksomhed
Hukommelse og opmærksomhed
Hvis din CP medfører udfordringer i forhold til koncentration, hukommelse og opmærksomhed, kan det være vanskeligt at bevare overblik og få struktur i hverdagen. Der findes hjælpemidler til påmindelse om aftaler eller gøremål og hjælpemidler til at lave tidsplaner og visuelle oversigter over rækkefølger. Nogle af disse hjælpemidler er elektroniske apparater eller apps, andre er lavteknologiske løsninger.
Madlavning og måltider
Madlavning og måltider
Et velindrettet køkken har stor betydning for dine muligheder for at lave mad og arbejde i køkkenet. Der findes fx skabe på højdeindstillelige konsoller og overskabe, som kan sænkes ned til lav højde. Underskabe kan fjernes for at give plads til at arbejde siddende, og ovnen kan placeres i bordhøjde. Men ud over den praktiske indretning af køkkenet findes der mange hjælpemidler, som kan lette køkkenarbejdet. I dette afsnit vil fokus være på hjælpemidler til madlavning og måltider.
Madlavning
Der findes en række hjælpemidler, der kan gøre det lettere for dig at tilberede måltider. Fx findes der hjælpemidler til at åbne emballage som dåser, glas og flasker, hjælpemidler til at rense, skrælle og snitte grøntsager og hjælpemidler til at holde fast på fx brød eller grøntsager, når du skal skære. Du kan evt. også bruge et skridsikkert underlag til at lægge under skærebrætter, skåle og lignende, når du skal arbejde med det. En del redskaber, fx knive, findes med vinklet eller fortykket greb.
Hvis du har behov for at sidde ned under madlavning, findes der arbejdsstole med forskellige egenskaber, alt efter dine behov, fx med eller uden centralbremse og med elektrisk eller hydraulisk højdeindstilling. Der findes også forskellige typer af ståstøttestole, der støtter dig i en næsten-stående stilling.
Det kan være en hjælp at anvende et serveringsbord til transport af service mv. ved fx borddækning.
Læs mere i guiden Hjælpemidler til madlavning
Måltider
Hvis du har problemer med at anvende almindeligt bestik, findes der specialfremstillet bestik, der kan være lettere at håndtere. Det kan fx være bestik med flere funktioner (gaffel-kniv), så du kan spise med én hånd, eller bestik, hvor håndtagene er formet, så du har lettere ved at gribe om dem. Der findes desuden tilpasningsgreb til at montere på almindeligt bestik, eller bøjler, der kan fæstnes på din hånd, hvis du ikke selv kan gribe om bestikket.
Hvis maden er svær at fange på tallerkenen, kan du anvende tallerkner med enten høje kanter, løse tallerkenkanter eller tallerkner med rum, der afgrænser maden og gør det lettere at få fat i.
Det kan være en hjælp at bruge krus eller glas med en eller to hanke. Hanke fås også som løse greb, der kan anvendes på forskellige krus eller glas. Har du svært ved at føre et glas op til munden, kan du anvende sugerør. Hvis du har svækket sugekraft, kan du få sugerør med ventil, så den væske, som du har fået op i røret, ikke løber retur i glasset.
- Bestik og sugerør
- Tilpasningsgreb til bestik
- Tallerkener med særlig form eller funktion
- Tallerkenkanter
Se guiden Særligt bestik og guiden Tallerkener og krus med særlig udformning
Beskyttelse af tøj under måltid
Du kan få forskellige former for spisestykker, der kan beskytte dit tøj, mens du spiser. Nogle er formet som traditionelle hagesmække, mens andre er formet som tørklæder og kamuflerer, at der er tale om en hagesmæk. Andre er meget store og dækker fx hele stolen eller kørestolen, så du slipper for, at den skal rengøres efterfølgende.
Personlig pleje og hygiejne
Personlig pleje og hygiejne
Med CP kan der være mange udfordringer i forbindelse med personlig pleje og hygiejne. I det følgende finder du eksempler på hjælpemidler i forbindelse med at gå i bad og at gå på toilettet samt hjælpemidler til anden personlig pleje og hygiejne.
I badet
Hvis du har nedsat balance eller udtrættes, når du står, er det vigtigt med støtte til at gå i bad. Der kan monteres et greb ét eller flere strategiske steder på væggen, som kan hjælpe dig med at holde balancen. En skridsikker måtte kan være en ekstra hjælp. Der findes desuden en række hjælpemidler, der kan hjælpe dig med at dosere sæbe, at vaske fødderne, håret eller ryggen, styre brusehovedet og andet i forbindelse med badet.
Hvis du har brug for at sidde, når du bader, kan du bruge en badetaburet, som fås med og uden ryg- og armlæn. Du kan også bruge et brusesæde, som monteres i en passende højde på væggen og kan klappes op.
Hvis du har brug for meget hjælp, når du tager bad, kan det være en god idé at anvende en badestol, evt. med elektrisk højdeindstilling for at gøre det lettere for din hjælper. Badestole fås både med og uden hjul.
Læs mere i guiden Badetaburetter, badestole og bruseklapsæder og i guiden Støttegreb, gelændere og toiletstøtter.
Toiletbesøg
Hvis du anvender et almindeligt toilet, kan arm- eller rygstøtter være en hjælp til at sidde på toilettet. Arm- og rygstøtter kan enten være fastmonterede på toilettet, monteret på væggen bag toilettet eller et fritstående stativ med to armlæn. Armstøtterne kan også være opklappelige, hvilket kan være en fordel, hvis toilettet skal bruges af andre, som ikke har brug for støtten, eller hvis du har brug for andres hjælp i forbindelse med toiletbesøg.
På armstøtterne kan der også monteres en toiletrulle, så toiletpapiret er let at få fat på, når du sidder på toilettet.
Hvis du indadroterer og adducerer meget i hofterne og derfor har svært ved at holde balancen, når du sidder, findes der forskellige anordninger til at holde knæene adskilt under toiletbesøg. Det kan fx være en knæspreder eller en kileformet stænkskærm.
Har du brug for mere støtte, end du kan få på et almindeligt toilet, er det en mulighed at anvende en toiletstol. Toiletstolene har egen opsamlingsbeholder, kan anvendes hen over eller helt uden et almindeligt toilet, har mange indstillingsmuligheder og fås både med og uden hjul.
Har du kun brug for hjælp til at sætte dig og rejse dig, kan du anvende et forhøjet toiletsæde, eventuelt i kombination med et støttegreb på væggen.
Har du brug for hjælp til at rengøre dig efter toiletbesøg, kan en toiletsædeløfter være en god løsning, da den giver din hjælper en bedre arbejdsstilling. En anden mulighed er toiletter eller toiletsæder med bruse- og tørrefunktion.
- Toiletsædeløftere
- Toiletter med indbygget bruse- og tørrefunktion
- Brusere og lufttørrere til toiletter
Hvis du er på farten eller er et sted, hvor toilettet ikke er tilgængeligt for dig, findes der forskellige former for hjælpemidler som fx urinkolber, genanvendelige gummiposer og tissetragte. Disse fås i forskellig størrelse og forskelligt design, både til kvinder og mænd, så du har mulighed for at klare toiletbesøget, også i ikke-hjemlige omgivelser. Hvis du sidder i kørestol, kan det være en god idé at anvende et vandtæt betræk eller engangsunderlag på din siddepude, da det godt kan lække, dels ved fejlplacering af kolben/tragten, dels når den fjernes.
Læs mere i guiden Toiletsæder med skylle- og tørrefunktion og i guiden Toiletforhøjere.
Øvrig personlig pleje og hygiejne
Til øvrig personlig pleje og hygiejne findes en række småhjælpemidler, fx kamme eller vaskeklude med forskellige skafter og længder, tilpasningsgreb til fx tandbørster, negle- og fodfile samt forskellige former for holdere, bl.a. til tandpasta og hårtørrere. Det kan desuden være en hjælp at have en berøringsfri sæbedispenser med sensor ved håndvasken.
- Vaskeklude, svampe og børster
- Sæbeholder og sæbeautomater
- Hjælpemidler til håndpleje og fodpleje
- Hjælpemidler til hårpleje
- Hjælpemidler til tandpleje
- Hjælpemidler til ansigtspleje
- Tilpasningsgreb anvendt på produktet
Læs mere i guiden Småhjælpemidler til personlig pleje
Seksualliv
Seksualliv
Følgerne af CP kan vanskeliggøre seksuelle aktiviteter, men der findes en række hjælpemidler, som kan gøre det lettere for dig at indgå i seksuelle aktiviteter, enten alene eller med andre. Du kan bl.a. få vibratorer og attrapper med forskellige funktioner, som har et design, der gør dem lettere at holde fast i og betjene, eller vibratorer og attrapper, som betjenes håndfrit.
Lejringspuder kan også være relevante, da de kan støtte dig i at indtage og opretholde en bestemt stilling. Lejringspuderne kan støtte forskellige kropsdele, fx ben, arm eller ryg.
Læs mere i guiden Hjælpemidler til seksuelle aktiviteter.
Søvn
Søvn
En del mennesker med CP kan have svært ved at få en sammenhængende nattesøvn. Der er forskellige årsager til dette, men i nogle tilfælde er der erfaring for, at en tung dyne giver den ro, der skal til for at have en god søvn. Dynerne findes i mange vægtklasser, og det kan være en god idé at afprøve forskellige, inden du vælger. Ligeledes kan lejringspuder være med til at sænke din tonus og dermed give dig en roligere søvn.
Fritidslivet
Fritidslivet
Der findes mange hjælpemidler til fritidslivet, uanset om du er til stille eller mere fysiske aktiviteter.
Sport og bevægelse
Regelmæssig fysisk aktivitet kan styrke din motorik, samt i nogen grad modvirke udviklingen af kontrakturer og svind af muskler.
For mange mennesker er et aktivt idrætsliv også ensbetydende med gode oplevelser, øget livskvalitet og en vigtig del af ens identitet. Ligeledes kan det være givende at være en del af et fællesskab omkring idræt.
At dyrke idræt styrker derfor ikke kun din krop, men kan også give dig bedre trivsel. Idræt kan også understøtte din evne til at lære nyt og udvikle dig gennem hele livet.
Der er udviklet en lang række hjælpemidler målrettet forskellige idrætsgrene fra vandsport til holdboldspil, der kan støtte dig i at kunne deltage i forskellige idrætsaktiviteter. Der findes blandt andet 3-hjulede løbecykler, specialdesignede kørestole til sportsbrug samt remedier til svømning og boldspil.
Læseoplevelser
For mange er det en stor glæde at læse en god bog. Hvis du er udfordret i forhold til at læse, enten fordi du ikke er en stærk læser, eller hvis du har svært ved at holde på og bladre i en bog, kan du få hjælpemidler, der støtter læsning.
Til at støtte bogen mens du læser, findes der forskellige læsestativer, som enten kan stå på gulvet, stå på et bord eller være spændt fast på kørestolen. Der findes også læsepuder, så du kan have bogen liggende i skødet, mens du læser.
I forhold til oplæsning kan du få oplæsningsprogrammer til en computer eller tablet, så du kan få læst direkte op fra din skærm, eller du kan anvende en oplæsningsapp til mobilen.
Læs mere i guiden Læse- og skriveteknologi
Legetøj til børn
Legetøj til børn
Der findes en lang række specialudviklet legetøj og spil, der kan støtte dit barn i forhold til at udvikle sin motorik, til at støtte barnets sociale udvikling og til underholdning. Fx findes der brætspil, som er designet sådan, at brikkerne er lettere at håndtere og står mere stabilt på spillepladen, eller kortholdere, som kan holde spillekortene for dig. Hvis dit barn har problemer med at sidde på gulvet og lege, kan I få særlige sæder (gulvsæder), der støtter barnet i at kunne sidde i en legestilling på gulvet.
Til legepladsen kan du få specielle gynger, der har særlig støtte til kroppen, og gynger, hvor barnet kan ligge, mens det gynger.
Læs mere i guiden Legetøj og spil.
Læs mere
Læs mere
- Børn og unge med cerebral parese – Vidensportalen, Socialstyrelsen
- CP Danmark: Landsforeningen for cerebral parese
- Elsass Fonden
- CP guiden – information og livshistorier om Cerebral Parese og opfølgningsprogrammet CPOP
- Børn og unge med komplekse følger af cerebral parese – Forløbsbeskrivelse
- Parasport Danmark