Hjælpemidler til rengøring og tøjvask

Sidst opdateret 28-04-2022

Mand i kørestol hænger sokker til tørreDer findes en række hjælpemidler til rengøring og tøjvask. Læs i denne guide om et bredt udvalg af disse hjælpemidler, fra simple manuelle redskaber til internetforbundne maskiner og robotter.

Hvis du har en nedsat funktionsevne, kan det være en udfordring at betjene almindelige redskaber og apparater til rengøring og tøjvask, og måske har du brug for særlige strategier til at planlægge og udføre arbejdet.

Denne guide præsenterer forskellige hjælpemidler og metoder til rengøring i dit hjem og til tøjvask.

Relevant for dig?Åben

Relevant for dig?Luk

Hvis du har smerter, nedsat styrke eller begrænset bevægelighed, kan du have brug for redskaber, som gør det muligt at bruge andre eller større muskelgrupper. Du kan også have brug for at udføre rengøringsarbejde og tøjvask på andre måder, end hvad der er muligt for andre. Det samme kan gøre sig gældende, hvis dit syn er nedsat, eller du fx kun har én funktionsdygtig hånd.

Har du svært ved at planlægge eller overskue rækkefølger, eller svært ved at forstå rengøringsprincipper, kan det være relevant at finde hjælpemidler og udvikle rutiner, som understøtter struktur og rækkefølger.

Hvis du på grund af nedsat funktionsevne har vanskeligt ved eller ikke kan udføre rengøring eller tøjvask, kan du henvende dig til kommunen for at få rådgivning. I nogle tilfælde vil kommunen kunne foreslå og bevilge hjælpemidler eller andre former for støtte.

Rengøring af gulve og vinduerÅben

Rengøring af gulve og vinduerLuk

I det følgende gives en række eksempler på hjælpemidler, der måske kan lette dit arbejde med rengøring af gulve og vinduer.

Koste og fejebakker

Til at feje gulvet kan du have gavn af fejekoste eller fejebakker med særlig udformning. Med et langt skaft på fejebakken kan du feje snavs op fra gulvet, uden at du skal bukke dig ned. Du kan også bruge en fejebakke, der automatisk lukker i, når den løftes fra gulvet, så du undgår at spilde det sammenfejede.

Håndstøvsugere

En håndstøvsuger kan være et godt supplement til en traditionel støvsuger, som kan være tung at håndtere. Der er både kort- og langskaftede håndstøvsugere samt 2-i-en løsninger. 2-i-en løsningerne består af et langt skaft med en påklikket kortskaftet håndstøvsuger. I nogle af de langskaftede modeller kan medfølgende mund- og forlængerstykker være opbevaret i skaftet.

En håndstøvsuger på et langt skaft kan bruges til at støvsuge gulvet, men er mest egnet til et mindre areal, da sugekraften og kapaciteten ikke er så stor som ved en traditionel støvsuger. Den kortskaftede er god til fx møbler og krummer på bordet, og den kan også bruges til at støvsuge fodpanelerne og andre kanter, som støver til.

Robotstøvsugere

En robotstøvsuger kan gøre støvsugningen lettere. Hvis du fx på grund af nedsat mobilitet ikke kan håndtere en traditionel støvsuger eller på grund af en nedsat kognitiv funktionsevne ikke kan udføre en traditionel støvsugning, er en robotstøvsuger måske det, der gør det muligt for dig selvstændigt at støvsuge. Fodpaneler og dørtrin bliver dog ikke rengjort af robotstøvsugeren. Her skal der suppleres med fx en håndstøvsuger.

En robotstøvsuger kan indstilles, så den starter automatisk på bestemte tidspunkter, eller du kan starte den via en app eller betjeningspanelet på apparatet. En robotstøvsuger skal dog nogle gange ”hjælpes” lidt, og din boligs indretning har også betydning:

  • Er der plads til at robotstøvsugeren kan komme ind i kroge, og kan den fx køre under sofaen lænestolen og andre møbler som står på ben?
  • Kan robotstøvsugeren forcere dine dørtrin?
  • Er der steder hvor robotstøvsugeren kan falde ned?
  • Har du langluvede tæpper, som robotstøvsugeren ikke kan køre på?
  • Er der kroge/hjørner, hvor robotstøvsugeren kan sætte sig fast?

Hvis robotstøvsugeren kan forcere dine dørtrin, kan den i princippet klare støvsugningen i hele din bolig og selv køre tilbage til ladestationen, men det kan også være en fordel at flytte robotstøvsugeren fra rum til rum og lade den støvsuge et rum ad gangen med lukkede døre. Dette vil nemlig give dig bedre mulighed for at bane vejen for støvsugeren, og med lukkede døre undgår du at blokere for støvsugning på det område af gulvet, som er bag en dør som åbner ind i rummet.

Nogle robotstøvsugere har en automatisk tømningsfunktion, så man ikke selv skal håndtere den, hver gang selve støvsugerens støvbeholder er fuld. Du kan da nøjes med at tømme en ekstern opsamlingsbeholder, som er mere rummelig, og derfor ikke skal tømmes så ofte.

Gulvmopper og gulvvaskerobotter

Til vask af gulv kan du måske have glæde af en gulvmoppe med teleskopskaft og en gulvspand på hjul. Hjulene gør, at du ikke skal bære rundt på spanden. Med en gulvmoppe med tilhørende vrideindretning undgår du at skulle vride en gulvklud med hænderne.

En anden mulighed i forhold til gulvvask er at bruge en gulvvaskerobot. Nogle af disse robotter kan i princippet finde rundt i hele boligen, men dørtrin kan være en hindring, og måske det er mest praktisk at flytte gulvvaskeren fra rum til rum. Som ved anvendelse af en robotstøvsuger, kan det være nødvendigt at rydde gulvet for forhindringer.

Vinduesvaskere

Til vask og pudsning af vinduer fås vaskere og skrabere på teleskopstang, ligesom der findes robotter til rengøring af vinduer og glasflader.

OpvaskÅben

OpvaskLuk

Til opvask fås opvaskebørster med særlige greb fx forstørrede eller halvkugleformede greb. Opvaskebørster med forstørrede greb er velegnede, hvis du har nedsat muskelfunktion i hænderne. De halvkugleformede greb fås med indbygget sæbebeholder, så der kan doseres sæbe under opvask. Hvis du kun kan anvende én hånd eller har ufrivillige håndbevægelser, kan du evt. bruge en opvaskebørste med sugekopper eller skruetvinger, så den kan fæstnes i vasken.

Hvis du har smerter i hænderne eller kun kan anvende én hånd, kan en karkludsvrider være en hjælp for dig, når du skal presse eller vride vandet ud af karkluden. Du kan også anvende en svamp med god sugeevne i stedet for en karklud, da disse er lettere at presse vandet ud af.

Hvis du har problemer med at stå foroverbøjet, kan du sætte en ekstra opvaskebalje omvendt i vasken og sætte den fyldte balje oven på den. På den måde hæver du arbejdshøjden.

Hvis du skal anskaffe dig en ny opvaskemaskine, kan du være opmærksom på at få placeret maskinen, så din arbejdsstilling bliver så god som mulig. Du kan også være opmærksom på, om du kan betjene maskinens knapper, og om du kan aflæse et evt. betjeningspanel.
I nogle opvaskemaskiner kan den nederste trådkurv svinges op, så du kan fylde og tømme den uden at bukke dig ned. Nogle nyere opvaskemaskiner kan også betjenes via en app, som kan give beskeder om fx tom saltbeholder eller behov for afspændingsmiddel. Betjening og meddelelser via en app kan være en fordel hvis du fx pga. nedsat syn ikke kan aflæse beskeder eller programoplysninger fra betjeningspanelet, herunder oplysninger om vasketid, vasketemperatur m.m.

Hvis du kun har en lille husholdning, kan du overveje en opvaskemaskine i bordmodel, som også kan have den fordel, at den giver en mere hensigtsmæssigt arbejdsstilling.

Ved afrydning efter opvask kan det være en hjælp at benytte et rullebord. Bordet kan også benyttes til at transportere andre ting rundt i dit hjem, fx ved borddækning. Du kan få afrydningsborde i forskellige designs, størrelser og udformninger. Det kan være væsentligt at se på, hvilke hjul rullebordet har, da fx større hjul kan gøre det lettere at forcere dørtrin og køre på tæpper.

Rengøring på badeværelsetÅben

Rengøring på badeværelsetLuk

Til rengøring på badeværelse findes der skurebørster og toiletbørster, som er egnede til mennesker med smerter, nedsat kraft eller nedsat bevægelighed. Børsterne fås med særlige greb og udformning, så du kan bruge dem uden at overbelaste dine muskler og led.

Til gulvet, fliser og glasflader (fx brusekabiner) findes svabere, og du kan og eventuelt også bruge en gulvvaske- og/eller vinduesvaskerobot.

TøjvaskÅben

TøjvaskLuk

At vaske tøj består af flere aktiviteter: Samle tøjet sammen, transportere tøjet til vaskemaskinen, tømme vaskemaskinen for vådt tøj og tørre det, enten i tumbler eller på tørresnore, samt lægge tøjet sammen og på plads efterfølgende. Til det kan du have brug for flere forskellige hjælpemidler.

Hvis ønsker at undgå løft, kan det være en hjælp med en vasketøjskurv med hjul. Det vil være en fordel, hvis vasketøjskurven har fast plads ved siden af vaskemaskinen, men hvis du skal flytte den mellem rummene, skal dit hjem være indrettet, så du kan køre rundt med den.

Hvis du har svært nedsat syn, vil det være en hjælp til at sortere og holde styr på vasketøjet, hvis du fæstner farvemærker med punktskrift i dit tøj og parrer dine strømper med sokkelåse, som holder sammen på et strømpepar hele vejen fra vasketøjskurven til skuffen.

Sokkelåse kan også være en hjælp for andre, som har svært ved at parre sokker efter vask, ligesom mærkning af tøj (fx med knapper, en kulørt tråd eller anden form for mærkning) kan være en hjælp til korrekt sortering inden vask, hvis du fx har svært ved at vurdere, hvad der kan vaskes sammen og hvilket vaskeprogram, der egner sig til tøjet.

Tøjsorteringen kan også lettes ved at have flere vasketøjskurve til hver sin type vask. Vasketøjskurvene kan evt. påsættes et fotografi, et ikon eller en tekst som hjælp til at vise, hvad der skal i kurven.

Til vask og tørring af tøjet kan det have betydning, at vaskemaskine og evt. tørretumbler er placeret i god arbejdshøjde og i passende afstand fra hinanden.

Det kan også være en løsning, at få en maskine, som både kan vaske og tørre. Ulempen ved kombinerede vaske-tørremaskiner kan dog være, at tørrekapaciteten er mindre end vaskekapaciteten.

Tørretumblere med udtræksplader til at placere tøj på kan for nogle være en god løsning.

Vaskemaskiner med automatisk sæbedosering kan være en hjælp, hvis du ikke er i stand til at afmåle og dosere sæbe.

Stadig flere vaskemaskiner og tørretumblere kan internetforbindes og betjenes via en app, som både giver mulighed for valg af programmer men også kan give meddelelser om vasketid, fejl, behov for rensning af filter m.m. For nogle kan dette lette betjeningen.

Hvis dit tøj skal tørres på tørresnor, og du har svært ved at række armene op, kan du evt. bruge et tørrestativ, som står på gulvet eller et væg- eller lofthængt tørrestativ med hejsefunktion.

Du kan få tøjklemmer, der kan bruges uden at skulle klemmes sammen, hvis du fx har nedsat muskelkraft i dine fingre. Klemmerne fungerer ved at to små ben trykkes ned over tøjsnoren, og klemmerne skal således ikke åbnes og lukkes ved brug.

Aktivitets- og arbejdsstoleÅben

Aktivitets- og arbejdsstoleLuk

Hvis det kniber med at stå op, når du skal gøre rent eller vaske tøj, kan en aktivitets- og arbejdsstol måske være en god løsning for dig. En aktivitets- og arbejdsstol ligner en kontorstol, men er typisk forsynet med armlæn og en centralbremse, hvilket gør, at den er egnet til at køre rundt i hjemmet med og kan låses og stå fast, når du udfører aktiviteter. Nogle aktivitets- og arbejdsstole har ligeledes dreje- og vippefunktion i sædet samt højderegulering, som kan være enten elektrisk eller hydraulisk.

Se guiden Arbejdsstole til hjemmet

Hvis du primært har behov for støtte i stående stilling, kan en ståstøttestol være god for dig. Ståstøttestolen støtter dig i en næsten-stående stilling og er dermed med til at aflaste knæ og hofter samt at kompensere for nedsat muskelkraft i benene og ryggen. Ståstøttestolen er typisk lettere at komme omkring på i køkkenet og fylder mindre end en aktivitets- og arbejdsstol, men den giver ikke samme stabilitet i siddende stilling.

Afmærkning og lysÅben

Afmærkning og lysLuk

Hvis dit syn er nedsat, kan det være en støtte at benytte hjælpemidler til afmærkning på fx rengøringsmidler og vaskemidler.

Se guiden Hjælpemidler til afmærkning for mere information.

Du kan også have brug for ekstra lys til rengøring og tøjvask, både en ekstra belysning af rummet generelt og specifik belysning i krogene eller på et bord.

Du kan læse mere om dette i guiden Særlig belysning.

Struktur, rækkefølger og forståelseÅben

Struktur, rækkefølger og forståelseLuk

Nogle rengørings- og vaskeopgaver har en fast rækkefølge, der er mest meningsgivende eller hygiejnisk, fx støvsugning før gulvvask i stedet for omvendt. Ligeledes kan der være behov for, at nogle opgaver udføres jævnligt, for at vedligeholde dit hjem og dit tøj, men andre udføres sjældnere.

Oplever du udfordringer med at skabe struktur omkring rengøring og tøjvask eller med at huske rækkefølger i forbindelse med arbejdet, findes hjælpemidler til strukturering. Der findes også mange muligheder for at understøtte struktur og hukommelse med traditionelle skrevne eller illustrerede lister, hvad enten disse er på papir eller noteret i fx huskeliste-apps på en smartphone eller en tablet. Du kan fx også afmærke dine forskellige rengøringshjælpemidler med tal, der viser hvilken rækkefølge, du skal anvende dem i.

Rengøring med en robot kræver ofte at man ”forbereder” rummet, men det forudsætter ikke samme forståelse for hygiejniske principper, ikke så meget systematik, og måske ikke så mange vurderinger. Har du har en kognitiv funktionsnedsættelse, vil det måske være lettere at foretage rengøring, hvis der suppleres med rengøringsrobotter.

Gør dit hjem klarÅben

Gør dit hjem klarLuk

I mange tilfælde vil ændringer i hjemmets indretning kunne lette rengøringsarbejdet. Det er fx lettere at komme omkring, hvis møblerne ikke står for tæt. Det kan derfor være nyttigt at overveje, om nogle af dem kan undværes eller placeres andre steder. Det er desuden som udgangspunkt lettere at rengøre gulve, hvis der ikke er tæpper. Det gælder både væg-til-væg-tæpper og mindre tæpper og løbere.

Dørtrin kan være en hindring for at komme omkring med støvsuger eller spand/bord med hjul. Dørtrin kan fjernes, eller der kan bruges kiler langs dørtrinene, således at fx en traditionel støvsuger eller et bord med hjul lettere kan flyttes fra rum til rum.

Hvis du bruger en robotstøvsuger eller en robotgulvvasker, har det betydning, om robotten kan komme under møbler, køre fra rum til rum og færdes på gulvets overflade. En robotstøvsuger kan fx ikke køre på et langluvet tæppe eller forcere høje dørtrin.

Hvis du har brug for at sidde ned i forbindelse med rengøring eller tøjvask kan det være hensigtsmæssigt at skabe plads til at færdes på en stol med hjul, hvad enten det er en aktivitets- og arbejdsstol eller en kørestol. Det kan fx i nogle tilfælde give større manøvrerum og adgang til bedre arbejdsstillinger i et køkken, hvis der fjernes et underskab, så du har mulighed for at have benene under køkkenbordet mens du udfører en aktivitet.

SikkerhedÅben

SikkerhedLuk

Læs de medfølgende brugsanvisninger, før du tager dine rengøringshjælpemidler i brug. Nogle kan kræve tilvænning at bruge.


» Fold alle afsnit ud /