Tryghedsskabende velfærdsteknologi

Da det kan være nødvendigt at anvende tryghedsskabende velfærdsteknologi for at forebygge eller forhindre fare for personskade, og da anvendelsen af tryghedsskabende velfærdsteknologi altid skal indberettes som magtanvendelse, hvis borgeren ikke kan give informeret samtykke, og borgeren ikke har en fremadskridende mental svækkelse, er der tilfælde, hvor det vil være omsorgsvigt, hvis teknologien – og dermed magtanvendelse – ikke bliver anvendt.

Derfor kan det aldrig være et mål i sig selv at undgå eller reducere den magtanvendelse, som finder sted ved brug af tryghedsskabende velfærdsteknologi, hvis anvendelsen vurderes at være nødvendig for at sikre borgerens omsorg, værdighed og tryghed.

Når anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi indberettes som magtanvendelse og sker med henblik på: at sikre personens omsorg, værdighed og tryghed eller tilgodese hensynet til fællesskabet på bo- eller dagtilbuddet eller hensynet til andre, kan denne form for magtanvendelse være det etiske og ansvarlige tilvalg.

I forhold til tryghedsskabende velfærdsteknologi er der således med magtanvendelsesreglerne etableret et dilemma mellem magtanvendelse og omsorgspligt. Dette dilemma skal man være opmærksom på, når man politisk, i den offentlige debat eller i tilsyn har reduktion af magtanvendelse som ideal eller målsætning.

I de efterfølgende afsnit gives en kort præsentation af de produkttyper, som aktuelt er inkluderet i bekendtgørelsen for tryghedsskabende velfærdsteknologi:

• Ind- og udgangssignalgivere
• Fald- og anfaldsalarmer
• Lokaliserings- og sporingssystemer til personer

Det er principielt løsningens funktion og løsningens situationsspecifikke anvendelse, ikke dets udformning eller teknologi, der er bestemmende for, om løsningen, der anvendes, fungerer som en signalgiver, en alarm eller et lokaliserings- eller sporingssystem, og om hvorvidt løsningen skal vurderes i henhold til reglerne for magtanvendelse, og forstås som tryghedsskabende velfærdsteknologi.

Det vil være muligt at lave løsninger, der fungerer som signalgivere, alarmer eller lokaliserings- og sporingssystemer med udformninger og andre teknologier, end det, som der bliver givet eksempler på i nedenstående. Eksemplerne er derfor ikke udtømmende, men typiske og udbredte eksempler på produkttyper, som anvendes i forhold til signalgivning, alarmering samt lokaliserings- og sporingssystemer.

Ind- og udgangssignalgivere er systemer, der alarmerer eller på anden måde giver besked til en medarbejder, en vagtcentral eller en omsorgsperson, når en person forlader et givent område, eksempelvis når en linje eller et område bliver passeret, eller når en dør bliver åbnet. Nogle signalgivere aktiveres, uanset hvem der forlader eller træder ind i området, andre signalgivere kan indstilles, så de kun bliver aktiveret af nogle personer, eller kun aktiveres i afgrænsede tidsintervaller.

Formålet med at anvende ind- og udgangssignalgivere er ofte, at der kan reageres rettidigt på et signal, hvis en borger bringer sig selv i fare ved at forlade et område eller ved at bevæge sig ind på et område.

Produkteksempler

Trædemåtter og sensorgulve fungerer ved, at der aktiveres et signal, når en person træder på måtten eller et afgrænset gulvareal. Måtten eller det sensoriske gulvareal kan placeres ved en dør og fungerer dermed som signalgiver ved ind- og udgang. 

Der findes også måtter, som er udformet til at placere i en seng. De fungerer således, at der aktiveres et signal, når personen står op af sengen. Dette kan fx være relevant, hvis en person, der ikke er i stand til at kalde på hjælp, er i risiko for at falde, hvis vedkommende forlader sengen uden personlig assistance.

Dør- og vinduesalarmer kan fx fungere ved hjælp af en bevægelsessensor, der registrerer, at en dør eller et vindue åbnes/lukkes eller passeres. Dermed kan dør- og vinduesalarmer fungere som signalgiver ved ind- og udgang.

Der findes personsøgere og personfindere med geofencing, som kan indstilles til at give alarm, når et defineret område forlades (udgangsalarm), eller hvis en person bevæger sig ind på et defineret område (indgangsalarm).
Det definerede område kan enten etableres ved, at grave et kabel ned, som afgrænser området, fx en have. Her er princippet det samme, som anvendes ved mange robotplæneklippere. Det markedsføres fx under betegnelsen ”demensring”. 

I andre produkter er funktionen "geofencing", baseret på GPS, det vil sige, at området, som man ønsker at afgrænse, defineres ved angivelse af GPS-koordinater.

Fald- og anfaldsalarmer er systemer, der giver signal til personale, en vagtcentral eller en omsorgsperson, såfremt en borger har et atypisk bevægelsesmønster, som indikerer, at borgeren er faldet, er ude af balance eller har et anfald.

Formålet med at anvende en fald- eller anfaldsalarm er at give andre mulighed for at reagere rettidigt med henblik på at forebygge eller hindre personskade, som følge af fald eller anfald.

Anvendelse af epilepsialarmer defineres ikke som magtanvendelse eller som et indgreb i selvbestemmelsesretten og er derfor ikke kategoriseret som tryghedsskabende velfærdsteknologi (Serviceloven § 128 a stk. 3).

Produkteksempler

Kropsbårne automatiske nødkald omfatter trådløse, kropsbårne sendere, der, fx ved fald eller krampeanfald, automatisk alarmerer eller på anden måde giver besked til personale, en vagtcentral eller en omsorgsperson. Senderen kan fx bæres som et armbåndsur eller i en halskæde, og nogle sendere giver mulighed for at videregive GPS-koordinater til alarmmodtageren.

Der findes også Ikke-kropsbårne automatiske nødkald, som giver signal om aktivitet eller inaktivitet inden for et defineret område. Dette inkluderer bl.a. faldmåtter, anfaldsalarmer, sengesensorer og bevægelsessensorer.

Lokaliserings- og sporingssystemer til personer består af en mobil sporingsenhed og en modtagerenhed. Den mobile sporingsenhed kan være udformet, fx som et armbånd eller et smykke, og bæres af den person, som man ønsker at kunne lokalisere eller spore. Modtagerenheden kan være placeret hos en omsorgsperson eller på en alarmcentral.

Systemerne kan konfigureres, så modtageren kun kan lokalisere eller spore ”på forespørgsel”. Dvs., at systemet ikke vil kunne anvendes til at give modtageren kontinuerlige oplysninger om sporingsenhedens position, men kun at forespørge om en nuværende øjeblikkelig position, hvis der er behov for lokalisering eller sporing. I forhold til evt. behov for dokumentation i henhold til magtanvendelsesreglerne skal det på forhånd beskrives, hvilke situationer der gør en ”forespørgsel” aktuel.

Formålet med at anvende lokaliserings- og sporingssystemer er at forebygge eller hindre personskade ved at lokalisere eller spore personer, der færdes selvstændigt, men som fx er i risiko for at miste orienteringen, fare vild eller ikke at vende hjem igen.

Produkteksempler

De fleste lokaliserings- og sporingssystemer til personer anvender GPS-teknologi. Den mobile senderenhed kan være udformet på forskellige måder af praktiske og individuelle hensyn. Fx kan senderenheden være indbygget i et armbåndsur, inkluderet i en smartphone eller være udformet som et armbånd med en ”alarmknap”, så brugeren også kan kalde på hjælp. Der findes også løsninger med 2-vejs kommunikation, hvor der kan kommunikeres til og fra senderen.