Badetaburetter, badestole og bruseklapsæder
Sidst opdateret 11-06-2024Går du dårligt, og er din balance usikker, når du står op, kan det være mere trygt for dig at sidde ned, når du skal have et brusebad.
Ud over trygheden ved at sidde ned kan du i stedet bruge dine kræfter på at vaske og tørre dig og tage tøj på. Det er vigtigt, at du vælger en løsning, der giver dig netop den støtte, du har brug for.
Er du er i tvivl om, hvilket hjælpemiddel der passer bedst til dine behov, kan du kontakte en fagperson i din kommune og få professionel vejledning.
Selvom du ikke søger kommunen om at få bevilget en stol til badet, kan de vejlede dig i valget af stol eller andre hjælpemidler, der kan støtte dig bedst muligt i at klare at få et bad.
Hvilken type skal du vælge?
Hvilken type skal du vælge?
Der findes 3 forskellige slags stole til brug i en brusekabine:
- Badetaburetter
- Badestole
- Bruseklapsæder.
Stolens egenskaber skal passe til dine behov, så du bør bl.a. overveje, om stolen skal kunne foldes sammen, om den skal have rygstøtte, armlæn eller støttegreb.
Badetaburetter
Badetaburetter fås både med og uden ryglæn og med og uden støttegreb. Et ryglæn kan hjælpe dig med at sidde mere sikkert i brusebadet. Sørg for, at bredden passer til dig, og at eventuelle støttegreb ikke er i vejen.
Støttegreb kan være en hjælp, når du skal rejse og sætte dig. Et alternativ eller et supplement til støttegreb på taburetten kan være et støttegreb på væggen.
De fleste badetaburetter har fire ben, hvilket er det mest stabile, men de kan også fås med tre ben, hvilket kan være hensigtsmæssigt, hvis der ikke er meget plads. Nogle badetaburetter kan foldes sammen.
Badestole
Har du brug for mere støtte, når du sidder ned i badet, kan du vælge en badestol uden hjul. Badestole uden hjul har et fastmonteret ryglæn og kan være med eller uden armlæn. Nogle badestole kan foldes sammen. De fleste badestole har højdeindstillelige teleskopben.
Bruseklapsæder
Ønsker du en pladsbesparende løsning, kan du vælge et bruseklapsæde, som monteres på væggen. Bruseklapsæder kan være med eller uden ryglæn, armlæn og støtteben. Nogle varianter kan højdeindstilles. Sædet er typisk lidt mindre, end på badetaburetter og badestole, og du skal være opmærksom på, at den godkendte belastning kan være lavere.
Derudover skal du være omhyggelig med at vælge den ideelle placering på væggen, da du skal kunne nå bruseren og fx hylden til sæben og den knage, som håndklædet hænger på.
Kom godt i gang
Kom godt i gang
Du kan som regel indstille benenes højde på en badetaburet eller badestol. De skal indstilles, så du kan rejse dig og sætte dig med mindst muligt besvær, og så stolen står stabilt på gulvet.
Overvej også, om du har brug for en skridsikker bademåtte eller skridsikker gulvbelægning. Desuden skal brusenichen indrettes, så du kan nå de ting, du skal bruge, mens du sidder ned, og så du kan åbne og lukke for vandet, imens du bader.
Støttegreb, monteret i brusenichen, kan være et supplement, der kan øge din sikkerhed i badet.
Rengøring og vedligeholdelse
Rengøring og vedligeholdelse
I brugsanvisningen kan du læse, hvordan produktet skal vedligeholdes. Der kan være forskel på, hvilke rengøringsmidler der må anvendes på de forskellige modeller, men ofte kan rengøringen klares med en fugtig klud og almindeligt rengøringsmiddel.
Kontrollér regelmæssigt sæde, låseclips, teleskopben og gummidupper for skader og slid, og udskift om nødvendigt.
Sikkerhed og kvalitet
Sikkerhed og kvalitet
Indstil din stol i korrekt højde, inden du sætter dig på den. Sørg for, at alle ben er indstillet, så stolen ikke vipper.
Gulvet i en brusekabine kan ofte være glat, når det bliver vådt. Derfor er det vigtigt, at badestolen står godt fast, når du bruger den. Selv om badestolen har skridsikre dupper på benene, kan den rykke sig, når du sætter dig på den. Risikoen er mindre, hvis der er en skridsikker bademåtte, eller hvis gulvet har skridsikker belægning.
Vær forsigtig med at støtte dig til stolens sidehåndtag eller ryglæn, når du står ved siden af den. Du kan risikere, at den tipper.
Du skal også være opmærksom på, om stolen er beregnet til din vægt. Har du valgt et vægmonteret bruseklapsæde, skal det være monteret med de skruer, rawlplugs og bolte, som fabrikanten anbefaler, og væggen skal være egnet til formålet.
Er der behov for at have støttegreb sammen med stolen, skal disse monteres forsvarligt i væggen i den afstand, der passer til dit behov.
Mærkning og prøvning
For at vurdere kvaliteten af en badetaburet, badestol eller et bruseklapsæde, kan du bl.a. undersøge, om den er CE-mærket som medicinsk udstyr, og om den er prøvet efter relevante standarder for bade- og brusestole.