Plejesenge

Sidst opdateret 22-04-2024

Kvinde, siddende i plejeseng, mens hun spiserEn plejeseng kan være relevant for dig, hvis du har behov for pleje i sengen eller behov for en seng med særlige funktioner. Guiden giver dig gode råd og forklarer, hvad du skal være opmærksom på, når du vælger en plejeseng.

Hvis du har behov for pleje i sengen, svært ved at komme ind og ud af sengen eller er meget sengeliggende på grund af en funktionsnedsættelse, kan en plejeseng være relevant. Derudover er den relevant, hvis du har behov for tilbehør til sengen, fx sengehest eller sengegalge. Plejesenge kan indstilles i højden og i liggefladen, og vil typisk være en erstatning for en almindelig seng.

Kontakt evt. din kommunes hjælpemiddelafdeling, før du anskaffer dig en plejeseng. Kommunen kan rådgive dig, og en fagperson vil eventuelt vurdere, om træning kan bidrage til at bedre dit funktionsniveau.

Hvis du modtager hjælp fra kommunen, fx personlig pleje, kan kommunen vurdere, at en plejeseng er nødvendig for at sikre de ansatte et sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt arbejdsmiljø. Kommunen vil da stille plejesengen til rådighed, uden at du skal søge om den som et personligt hjælpemiddel.

Hvordan vælger du?Åben

Hvordan vælger du?Luk

I Hjælpemiddelbasen findes plejesenge i produktgrupperne: 

Senge og sengebunde med manuel indstilling

Senge og sengebunde med motoriseret indstilling

Disse 2 produktgrupper indeholder dog også elevationssenge, som adskiller sig væsentligt fra plejesenge. Til plejesenge stilles der større krav til funktionalitet og sikkerhed, end der gør til elevationssenge.

Plejesenge kan, i modsætning til elevationssenge, højdeindstilles, og plejesengen kan benyttes, hvis du har brug for pleje i sengen eller brug for tilbehør til sengen, som fx en sengehest eller en sengegalge.

Før du vælger en plejeseng, er det vigtigt at vurdere, hvilke behov sengen skal opfylde. Tænk, så vidt muligt, frem i tiden, så du vælger en seng, der også passer på længere sigt.

Det er vigtigt, at du overvejer følgende, inden du vælger produkt:

  • Liggefladens længde - som en tommelfingerregel skal længden på en indstillelig liggeflade skal være mindst 25 cm længere end din højde. Når liggefladen eleveres, ”forsvinder” en del af længden i madrassens bøjninger. Det kan derfor være relevant at supplere med en sengeforlænger.

  • Sengens højde - når du anskaffer dig en højdeindstillelig plejeseng, skal du være opmærksom på, om du selv kan komme ind og ud af sengen. Plejesenge skal mindst kunne komme ned til 40 cm over gulv (målt fra sengebunden uden madras) og kunne gå op til 80 cm, for at en hjælper kan få gode arbejdsstillinger. Det er vigtigt, at du har et godt fodfæste, når du stiger ud af sengen. For nogle personer kan en lavere seng være en fordel, så det er vigtigt, at du prøver dig frem.

  • Sengebundens inddelinger - du får størst gavn af at vælge en sengebund med mindst 4 inddelinger: ryglæn, sædedel, øvre bendel/lårdel og nedre bendel. Det sikrer, at du kan indtage de mest hensigtsmæssige siddestillinger i sengen. Der findes sjældent indstillelige nakkestøtter på plejesenge. Hvis den er manuelt indstillelig, kan du ikke selv indstille den, mens du ligger i sengen.

Skitse af sengebund og dens inddelinger

1) Nakkestøtte, 2) Ryglæn, 3) Sædedel, 4) Øvre bendel/lårdel, 5) Nedre bendel, 6) Sengebundens ramme.


De fleste plejesenge indstilles ved hjælp af en motor og en fjernbetjening. Enkelte indstilles helt eller delvist manuelt, hvilket betyder, at du ikke kan ligge i sengen samtidig med, at den indstilles.

Følgende krav til indstillinger gælder for plejesenge, der lever op til standarden for plejesenge:

  1. Ryglænet skal kunne komme op i mindst 70° over vandret (vinkel A), da det kan være en hjælp, når du skal ud af sengen.
  2.  Nedre bendel skal kunne indstilles mindst 20° under vandret (vinkel D) med ”knæ-knæk”, da det aflaster hælene og mindsker risikoen for tryksår. Desuden sidder du mere afslappet i sengen med ”knæ-knæk”, når ryglænet slås op (lændesvajet bevares, da hasemusklerne ikke udspændes).
  3.  Lårdelen skal kunne eleveres mindst 12° (vinkel B), da det hjælper dig til ikke at glide ned i sengen, når ryglænet slås op.
  4.  Der må ikke være klemningspunkter for fingre mellem liggefladens bevægelige dele og sengerammen/sengebunden (dvs. mindst 25 mm mellem bevægelige dele, fx mellem ryglænets sider og sengerammen).
  5.  Der er krav til størrelse og trykkraft for knapper på håndbetjeningen, så sengen kan betjenes af personer med nedsat kraft og problemer med at styre bevægelserne i hænderne.

Illustration af vinkler i forbindelse med indstilling af sengebund

  • Madras - når du skal vælge madras, så husk altid at vælge en madras, der kan følge liggefladens bevægelser, det vil sige, at den skal være fleksibel. Mange typer af madrasser kan opfylde dette krav, fx madrasser med posefjedre og forskellige typer skummadrasser. Det er en rigtig god idé at vælge en forhandler, der tilbyder ombytningsret i op til 1-2 måneder, så du får mulighed for at afprøve og vurdere madrassen ordentligt, inden du bestemmer dig for den.

    Som en tommelfingerregel har en skummadras en levetid på 5-7 år, og en springmadras en levetid på 8-10 år. siger man (ref. Liggekomfort – i relation til ”ondt i ryggen”. F & U Centret 1999). Hvis du er i risiko for at udvikle vævsskader (tryksår), er det vigtigt, at madrassen har trykfordelende egenskaber. Her vil der være behov for en sundhedsfaglig vurdering, inden du vælger madras.

  • Din vægt - fabrikanten skal oplyse, hvor stor en belastning sengen er beregnet til. Her skelnes mellem brugervægt og den samlede belastning på sengen, som, ud over brugervægt, omfatter vægten af madras, tilbehør og sengetøj.

Gør dit hjem klarÅben

Gør dit hjem klarLuk

Hvis du vælger en plejeseng med motorer, så tænk over sengens placering i rummet. Den bør placeres i nærheden af en stikkontakt, så der ikke trækkes ledninger hen over gulvet. Vær også opmærksom på, at ledningerne ikke kommer i klemme mellem de bevægelige dele.

Du skal også sikre dig, at der er plads til, at sengen kan indstilles der, hvor den står - fx at der ikke er en væglampe, der kommer i klemme, når ryglænet slås op, eller når sengen indstilles i højden. Hvis du anvender andre hjælpemidler, fx en kørestol, skal der også være plads til denne ved siden af sengen. Det samme gælder, hvis der er brug for én eller to hjælpere ved sengen eller en mobil personløfter.

Rengøring og vedligeholdelseÅben

Rengøring og vedligeholdelseLuk

Du bør følge leverandørens anvisninger med hensyn til rengøring og vedligeholdelse. Hvis plejesengen har motorer, er der oftest behov for regelmæssige eftersyn af sengen. Dette vil fremgå af leverandørens brugsanvisning. Det er ejeren af sengen (oftest kommunen), der er ansvarlig for, at eftersynene bliver overholdt. 

SikkerhedÅben

SikkerhedLuk

Hvis du ønsker at placere en plejeseng ved siden af en anden seng, kan der opstå farlige klemningssituationer for den person, der ligger ved siden af, når du bevæger sengebundens dele. Tænk på, at børn mange gange lægger sig på tværs i en voksenseng.

Alle plejesenge, som markedsføres og sælges i Danmark, skal være CE-mærket som medicinsk udstyr. CE-mærket betyder, at leverandøren står inde for, at udstyret opfylder de væsentlige krav for medicinsk udstyr, der er beregnet til personer med funktionsnedsættelser.

Plejesenge skal leve op til en række krav, fx omkring sikkerhed, holdbarhed og funktionalitet, der specielt sikrer, at sengene kan anvendes af personer med funktionsnedsættelser og er sikre for alle, der befinder sig i og omkring sengen. Det fremgår af standarden

Standarden omfatter kun produkter til voksne.

Det vil typisk være kommunen, der køber plejesengen, og de kan sikre sig, at sengen lever op til standarden. 

Vil du vide mere?Åben

Vil du vide mere?Luk

Hvis du ønsker at læse mere om plejesenge, så har Social- og Boligstyrelsen udgivet en mere omfattende vejledning om plejesenge. Den henvender sig især til professionelle og giver en udførlig gennemgang af sengens egenskaber og tilbehør, og hvordan plejesengen bruges bedst muligt, fx i forebyggelsen af tryksår.

Den beskriver valg af plejesenge, separate sengebunde og grundtilbehør, som fx sengeheste og sengegalger. Der er også fokus på de specielle krav, der må stilles til plejesenge til børn, da børn ikke må ligge i en plejeseng, beregnet til voksne. Endelig gennemgår den forskellene mellem plejesenge og elevationssenge, der sælges i almindelig handel.


» Fold alle afsnit ind