Skridsikring af fodtøj

Sidst opdateret 07-08-2024

Dame med skoovertrækHvis du har brug for at kunne stå godt fast, når det er glat udenfor, kan skridsikre beslag eller overtræk på dine sko og støvler være en løsning. Denne guide handler om, hvad du skal være opmærksom på, når du anskaffer dig produkter til skridsikring af fodtøj.

Er dit fodtøj ikke tilstrækkeligt skridsikkert, kan du måske have gavn af skridsikre beslag eller overtræk til dit fodtøj, når det er glat om vinteren. Stavgangsstave eller en stok, evt. med isdupsko, kan også være en støtte. Er du en flittig løber og ønsker at fortsætte med træningen om vinteren, kan du også have gavn af disse produkter til at gøre løbeskoene mere egnet til føret.

Der findes forskellige skridsikre produkter til sko og støvler, der kan sættes på dit fodtøj, med det formål at forhindre dig i at glide. Nogle har pigge, stålspiraler eller kæder til at sætte under fodtøjet. Andre er udformet som et skoovertræk af et skridsikkert materiale.

Under danske vejrforhold kan det dog ofte være svært at finde en ideel løsning til at stå godt fast, når det er glat, fordi der ofte kun er pletvist glat. Løsninger, som er gode på is eller sne, kan være uhensigtsmæssige på is- og snefri overflader.

Hvordan vælger du? Åben

Hvordan vælger du? Luk

Du skal først og fremmest vælge en løsning, der passer til dit behov og de omgivelser, du færdes i. Hvis du har brug for at stå fast på en glat overflade af is eller sne, kan skridsikre beslag med pigge eller lignende være nyttige, men hvis du færdes et sted, hvor sne og is ryddes, og hvor der er pletvis glat, bør du vælge en løsning med et skoovertræk.

Skridsikre beslag

Skridsikre beslag til montering under skoene kan bestå af et gumminet med stålspiraler eller være udformet som snekæder. Andre beslag har metal- eller gummipigge. Beslagene er beregnet til at færdes på steder, hvor der ikke ryddes sne eller is, da de fungerer ved at bore sig ned i underlaget og derved får et godt greb i underlaget.

Beslagene skal afmonteres, når du forlader området med sne eller is, da de er farlige at gå med fx på fortove, der er ryddet for sne, eller på et gulv i en forretning. Når der ikke er noget, de kan synke ned og gribe fat i, er der stor risiko for at falde. Bløde gulve, fx med træ- eller laminatbelægning, vil desuden blive beskadiget, hvis du går på dem med de skridsikre beslag.

Vælg derfor en løsning, som er let at montere på dine sko, og som let kan afmonteres, når der ikke er is eller sne, som beslaget kan gribe fat i. Du skal kunne af- og påmontere beslagene stående, da der næppe vil være en stol eller bænk lige der, hvor du har brug for at tage beslagene af, fx ved indgangen til en forretning

Skoovertræk

Skoovertræk kan enten være udformet som en sål med en ru overflade eller et skoovertræk af skridsikkert materiale, fx mikrofibre. Fælles for dem er, at de kan hjælpe dig til at stå bedre fast, når du færdes på en glat overflade, enten ude eller inde. Du behøver ikke at afmontere disse, når du fx går ind i en forretning eller en bus.

Kom godt og sikkert i gangÅben

Kom godt og sikkert i gangLuk

Brug kun skridsikre beslag eller skoovertræk på dine sko og støvler, når der er behov for dem.

Det kan kræve lidt øvelse at sætte produktet rigtigt på dit fodtøj og fjerne det igen. I brugsanvisningen står, hvordan du får dem korrekt af og på. Det er en god idé at øve dig og blive fortrolig med produktet, inden du tager det i brug.

Selvom du står godt fast med et skridsikkert produkt, kan du godt falde med dem på. Det kan fx ske, hvis du ikke løfter fødderne nok, når du går.


» Fold alle afsnit ud /