Hjælpemidler til af- og påklædning
Sidst opdateret 08-09-2017Har du brug for hjælp, når tøj eller sko skal tages af eller på, findes der påklædningspinde, lynlåslukkere, knappekroge, tøjholdere samt skohorn og støvleknægte.
Der findes også hjælpemidler til at tage strømper af og på, se guiden strømpepåtagere og strømpeaftagere.
Relevant for dig?
Relevant for dig?
- har få kræfter eller nedsat bevægelighed i fingre, hænder, arme
- ryster på hænderne
- har indskrænket bevægelighed i skulder, albue, ryg
- har svært ved at nå ned til fødderne
- har behov for at skåne knæ og ryg
- har svært ved at holde balancen
- har smerter
Har du vanskeligheder med af- eller påklædning findes der også tøj med en særlig udformning fx bluser og skjorter, og hvis det er svært at snøre sko, findes der fx elastiksnørebånd.
Hvis du er i tvivl om, hvilke hjælpemidler til på- og afklædning, der passer bedst til dig, kan en fagperson i din kommune hjælpe med at foretage en kvalificeret vurdering. Selvom du ikke søger kommunen om at få hjælpemidlerne bevilget, kan de stadig vejlede dig i valg og brug af dem.
Hvad findes der?
Hvad findes der?
Der findes en række hjælpemidler designet til at hjælpe med at få tøj og sko på og af. De nævnes herunder sammen med en beskrivelse af, hvordan de kan bruges, og hvilket materiale de er udformet i.
Påklædningspinde
En påklædningspind kan bl.a. bruges til strømper, trøjer, jakker og bukser. Det er en pind med enten skridsikkert materiale, der holder på tøjet, fx udformet som en kugle, eller med en krog i den ene ende og måske en anden størrelse eller udformning af krogen i den anden ende. Det er enden af pinden, der skal ”få fat” i tøjet, når du bruger den, fx til at få en jakke op over eller ned over skulderen. Krogen kan fx få fat i trøjen eller skjorten, når du skal trække den på. To pinde med en kugle i enden kan også bruges til at trække bukserne op med, mens du sidder ned. Så alt efter, hvad du skal bruge pinden til, skal du vælge en, der kan bruges til det, du har vanskeligt ved at klare.
Der findes også påklædningspinde med skohorn.
Påklædningspinde kan være udformet i plastik eller træ, ofte med metalkroge.
Flere forhandlere af påklædningspinde har på Hjælpemiddelbasen lagt små videoer op, der viser brugen af en påklædningspind. Der findes også YouTube videoer med påklædningspinde, der viser forskellige måder at bruge påklædningspinde på.
Andre hjælpemidler til af- og påklædning har en anden udformning end en pind. Der findes således hjælpemidler, der gør det muligt at tage en BH på, selv om du kun kan bruge den ene hånd. Hvis du monterer et bestemt stativ på væggen i den rigtige højde, kan du bruge stativet til hjælp, når du fx skal tage en jakke på.
Lynlåslukkere
En lynlåslukker er et vedhæng til en lynlås. Den gøres fast på glideren på lynlåsen og giver et bedre greb, så lynlåsen ikke så let smutter fra dig og gør det lettere at lyne op og i. Vedhænget kan være udformet som en ring af metal eller som et greb af plastik.
Knappekroge eller knaplukkere
En knappekrog eller en knaplukker består af et håndtag og en metalbøjle, der er beregnet til at hjælpe dig med at knappe skjorte, bluse, nederdel eller bukser. Knaplukkeren føres ind gennem knaphullet og omkring knappen, du trækker let i knaplukkeren, og knappen føres tilbage gennem knaphullet. Hold lidt igen i tøjet med den anden hånd. Knaplukkeren kan være beregnet til små knapper eller til store knapper og kan være med et almindeligt, et fortykket eller et tungt håndtag. Nogle knaplukkere har et håndtag i anti-slip eller et riflet materiale for at give et godt greb. Håndtaget er ofte af plastik, men kan også være af træ.
Nogle knaplukkere har en krog i den anden ende, som du kan bruge til at få fat i en lynlås så du på den måde lettere kan lukke eller åbne din lynlås.
Tøjholdere
Tøjholdere kan medvirke til, at du fortsat selv kan tage tøj på og i nogle tilfælde også af.
En type af tøjholdere ligner fx en bøjle, som du kan bruge til at holde blusen oppe med, så du har begge hænder fri, når du skal have bukser af og på i forbindelse med toiletbesøg.
Mange tøjholdere er beregnet til at hjælpe dig med at få enten bukser eller underbukser af og især på. For at vælge det rigtige produkt, må du afprøve det i praksis, da de fungerer vidt forskelligt, og der er store prisforskelle.
Skohorn
Skohorn med et langt skaft er en god hjælp, hvis du har problemer med at nå ned til fødderne, når du skal have sko på. Jo længere skohornet er, jo mindre skal du bøje dig ned for at få dine sko på, og jo mere fleksibelt skohornet er, jo lettere finder du den rigtige vinkel mellem sko og skohorn, så foden nemt smutter i.
Skohorn fås både i plastik og metal og i forskellige længder, så de passer til enten siddende eller stående stilling. Der findes specielt udformede skohorn, som er gode til rejsebrug, fordi de fylder og vejer meget lidt, så de let kan tages med.
Støvleknægte
Støvleknægte er en hjælp, når du skal have dine sko eller (gummi)støvler af igen, hvis du har svært ved at nå ned til fødderne, at holde balancen, eller du har få kræfter eller nedsat bevægelighed i fingre, hænder eller arme. Stil dig på støvleknægten med den ene fod, og stik den anden hæl ind i udskæringen på støvleknægten. Når du trækker hælen, der er placeret i udskæringen, bagud, kan du trække skoen eller støvlen af. Du kan vælge mellem støvleknægte i plastik og i træ, og de er ofte forsynet med skridsikker belægning, så de ikke skrider hen ad gulvet.
Teknisk sikkerhed
Teknisk sikkerhed
Nogle hjælpemidler til af- og påklædning markedsføres af fabrikanten til personer med funktionsnedsættelser. Er det tilfældet, så skal produktet være forsynet med et CE-mærke, der godtgør, at produktet lever op til de væsentlige krav for bl.a. sikkerhed, der stilles i direktivet eller forordningen for medicinsk udstyr.