Epilepsi

Sidst opdateret 21-11-2019

Kvinde med armbåndsalarm der løber en turHer kan du skabe dig et overblik over hjælpemidler, som kan være brugbare, hvis du har epilepsi, fx anfaldsalarmer, hovedbeskyttelse og anfaldskalendere.

Der findes forskellige årsager til epilepsi, ligesom der findes forskellige typer af anfald. Anfaldenes form afhænger af, hvor i hjernen forstyrrelsen opstår. De kan derfor være meget forskellige fra person til person. Anfaldene kan vise sig som krampeanfald, hvor kroppen ryster ukontrollerbart, men også som mere diskrete, kortvarige bevidsthedsudfald. Derfor er det også forskelligt, hvilke slags hjælpemidler der kan være til gavn i lige præcis din situation.

AnfaldsalarmerÅben

AnfaldsalarmerLuk

Anfaldsalarmer varsler anfald ud fra kroppens signaler. En anfaldsalarm er med til at sikre, at et anfald ikke overses, selvom du er alene, fx når du sover. Der kan være behov for at anvende en anfaldsalarm, hvis du har brug for hjælp i forbindelse med et anfald, og du ikke selv kan tilkalde hjælpen.

Inden du vælger alarm, er det vigtigt at sikre, at den valgte alarm opfanger de typer af anfald, som du har. Undersøg med dine pårørende eller primære omsorgsperson samt dit behandlingssted, hvilken type alarm der passer bedst til din situation.

Læs mere om anfaldsalarmerne i guiden om epilepsi anfaldsalarmer.

Sikkerhed og tryghedÅben

Sikkerhed og tryghedLuk

Hvis det kan gøre dig mere tryg, findes der personfindere, så dine pårørende eller andre omkring dig kan lokalisere, hvor du er henne i tilfælde af, at du får et anfald, når du er alene eller er blandt fremmede, som ikke ved, hvordan de kan hjælpe dig.

Når du anvender en GPS-sporingsenhed, hvis position kan læses af andre, så er det vigtigt, at du selv er indstillet på, at du bliver overvåget. Graden af overvågning kan variere alt efter type personsøger/-finder, du har. Læs mere om overvågning i guiden om GPS-baserede overvågningssystemer.

Ved at bære en hjelm eller anden form for hovedbeskyttelse kan du minimere risikoen for at skade hovedet ved pludselige anfald.

Hjælp til at huskeÅben

Hjælp til at huskeLuk

Epilepsi kan ofte give problemer med hukommelsen, dels pga. anfaldene, eller hvis du oplever absencer i løbet af dagen, men også pga. træthed eller koncentrationsproblemer, som mange med epilepsi også oplever.

En kalender kan hjælpe dig med at huske aftaler, indkøb, idéer osv. Der findes kalendere i papirform, elektroniske kalendere eller kalender-apps, som du kan have på din smartphone. De elektroniske kalendere og kalender-apps kan have mange forskellige nyttige funktioner, som papirkalenderen ikke har, fx påmindelsesfunktion, indtaling af tekst, brug af billeder, mulighed for at dele kalenderen, så du fx kan have en fælles kalender med dine nærmeste.

Kalenderne kan desuden bruges til at føre din egen anfaldskalender. Her kan du fx notere tidspunkt, om der var noget særligt, der fremprovokerede anfaldet osv. Hvis du har en god oversigt over dine anfald, kan det gøre det lettere at give den rette behandling.

Epilepsiforeningen har udviklet en app til registrering af anfald. Læs mere på Epilepsiforeningens hjemmeside om appen.

Hvis du tager medicin for din epilepsi, kan det være en fordel at have en medicinæske med påmindelsesfunktion, så du er sikker på, at du får taget medicinen. Du kan også få doseringsæsker, hvori du kan sortere din medicin efter ugedag og tidspunkt på dagen.

Gør andre opmærksomÅben

Gør andre opmærksomLuk

Det kan være en fordel at bære information på dig om, at du har epilepsi, så andre kan hjælpe dig, hvis du får et anfald, når du er alene. Der findes forskellige kropsbårne symboler, fx som armbånd, hvori du kan have informationer om medicin, kontaktpersoner osv.

På de fleste smartphones kan du indtaste oplysninger om kontaktpersoner i telefonens nødkaldsfunktion eller i en app, som kan tilgås, selvom telefonen er låst. Dette giver andre mulighed for at kontakte fx dine pårørende, hvis du ikke selv kan tilkalde hjælp. Der kan også være mulighed for at skrive en besked på forhånd, som sendes ud, når nødkaldet aktiveres på telefonen.

» Fold alle afsnit ind /