English  Printervenlig
Ved brug af Hjælpemiddelbasen accepteres cookies til statistik og funktionalitet. Ok, fjern denne besked eller læs om brug af cookies og muligheder for at afvise cookies.

Du er her: Forside | Principafgørelser

Principafgørelser

Omfatter principafgørelser vedrørende de typer af hjælpemidler, som findes i Hjælpemiddelbasen. Nye principafgørelser medtages i takt med, at de udsendes fra Ankestyrelsen; kasserede principafgørelser slettes fra listen.
Søg på principafgørelsens navn eller nr. eller på det produktområde, som du søger afgørelser for, fx cykler. Klik på afgørelsens titel for at se hele afgørelsen i Ankestyrelsens database over principafgørelser.

  

Titel og resumeUdgivetRelaterede produktgrupper
49-18 Hjælpemiddel - varigt nedsat psykisk funktionsevne - væsentlighed - servicehund
Principafgørelsen fastslår:
En hund der er særligt trænet til at afhjælpe en borgers nedsatte funktionsevne er en servicehund, der kan bevilliges som et hjælpemiddel. En servicehund kan enten være en hund, der er udvalgt og trænet fra hvalp eller borgers egen hund, der gennemgår træning til servicehund.
20-09-2018 
44-18 Hjælpemiddel - forbrugsgode - merudgift - sektoransvar - apoteksprodukt - behandlingsredskab
Principafgørelsen fastslår, at plastre, engangshandsker, engangsvaskeklude, gaze, gazeservietter, cremer, vådservietter, håndsprit, spritservietter og andre tilsvarende produkter er forbrugsgoder, da de fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.
Principafgørelsen beskriver, hvordan produkterne trods det, skal behandles efter forskellige regelsæt, afhængigt af hvilken sammenhæng de indgår i. Det kan være sundhedslovgivningen, reglerne om hjælpemidler, forbrugsgoder eller reglerne om nødvendige merudgifter.
09-08-2018 Hjælpemidler til sårbehandling
 Hjælpemidler til tracheostomipleje
 Produkter til hudbeskyttelse og hudrensning
 Vaskeklude, svampe og børster med holder, skaft eller greb
43-18 Hjælpemiddel - foddeformitet - ortopædiske fodindlæg - ortopædisk fodtøj
Principafgørelsen fastslår:
Kommunen yder støtte til ortopædisk fodtøj, ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj til borgere med varige og svære foddeformiteter, hvis generne kan afhjælpes med det ansøgte fodtøj eller indlæg. Det er en betingelse, at borgers foddeformitet er omfattet af indikationerne i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 1.
Derudover er det en betingelse for støtte til ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj, at borger uden brug af indlæg, ville være henvist til at benytte ortopædisk fodtøj.
Kommunen yder derudover støtte til ortopædisk fodtøj, ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj som et hjælpemiddel, hvis borger er omfattet af personkredsen for støtte til hjælpemidler. Det vil sige til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad afhjælper denne. Det kan eksempelvis være tilfældet for borgere med hoftelidelser, der har indvirkning på fødderne.
05-07-2018 Fodortoser
73-17 Boligindretning mur- og nagelfast - gelænder - støttegreb - forbrugsgode - hjælpemiddel
Kommunen yder støtte til boligindretning til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretningen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. Boligindretning omfatter mur- og nagelfaste genstande, der fastgøres på en særlig måde eller som ved nedtagning vil efterlade synlige og usædvanlige spor, der kræver reparation, som ikke kan sammenlignes med sædvanligvis forekommende udbedringer.
Kommunen yder støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. Hjælpemidler er produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, mens forbrugsgoder er produkter, der fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.
Om gelændre og støttegreb er boligindretning, hjælpemidler eller forbrugsgoder afhænger af det konkrete gelænder eller støttegrebs udformning og fastgørelse.
Afgørende for, om et gelænder eller et støttegreb kan anses som boligindretning, er, om gelænderet eller støttegrebet fastgøres på en særlig måde (fx mures fast i væggen) eller efterlader synlige og usædvanlige spor, når det fjernes. Hvis gelænderet eller støttegrebet ikke fastgøres på en særlig måde eller efterlader synlige og usædvanlige spor, når det fjernes, kan det ikke anses som boligindretning. Kommunen skal så vurdere, om gelænderet eller støttegrebet i stedet kan bevilges som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode.
Gelændre vil typisk være forbrugsgoder, da disse fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Gelændre er således ikke fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne, som det er tilfældet med hjælpemidler, men kan i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for.
Støttegreb må anses som hjælpemidler, da disse er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne og med en begrænset del af befolkningen som målgruppe. Støttegrebene er udformet til at kunne holde fast i og bære en vis vægt. De skal bruges til at støtte sig til, holde balancen og afhjælpe borgeren fra at falde fx i brusenichen eller for at kunne rejse sig fra toilettet. Støttegrebene skal derfor ikke forveksles med andre greb så som greb ved køkkenbordsskuffer eller døre, der har en helt anden funktion.
Støttens omfang er afhængig af, om gelændre og støttegreb bliver ydet som boligindretning, hjælpemiddel eller forbrugsgode. Borger får hjælp til produktet og opsætning heraf, hvis der er tale om boligindretning eller et hjælpemiddel, mens borger selv skal betale halvdelen, hvis der er tale om et forbrugsgode.
I sag nr. 1 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at gelænderet var et forbrugsgode. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om det konkrete gelænder, der blev søgt om hjælp til. Ankestyrelsen lagde vægt på, at gelænderet blev opsat på almindelig vis, og at fjernelse af gelænderet ikke ville efterlade usædvanlige spor.
I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at de ansøgte støttegreb ikke var boligindretning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om mindre støttegreb, der blev opsat med få skruer, som ikke ville efterlade andre og mere usædvanlige spor end eksempelvis en sæbeholder eller hylde til personlige plejeartikler. Det forhold, at nedtagningen af støttegrebene kunne betyde spartling eller udskiftning af få fliser betød ikke, at der var tale om en boligindretning. Ankestyrelsen hjemviste samtidig sagen, da den ikke var tilstrækkelig oplyst til, at det kunne vurderes, om borger kunne få hjælp efter reglerne om hjælpemidler.
11-10-2017 Gelændere og støttegreb
49-17 Lovhjemmel - hjælpemiddelbekendtgørelsen - sygdomsbetinget dobbeltsyn - briller
Kommunen skal yde støtte til briller som hjælpemiddel, hvis øjenlidelsen er omfattet af indikationerne i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2 og følgerne af øjenlidelsen kan afhjælpes med de ansøgte briller.
Kommunen skal efter serviceloven yde støtte til hjælpemidler, som har til formål af afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Kommunen skal derfor yde støtte til briller, hvis brillerne kan afhjælpe følgerne af en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse. Betingelsen er, at ansøgers øjenlidelse er nævnt i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2.
Sygdomsbetinget dobbeltsyn uden mulighed for operativ korrektion er en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse, der er nævnt i bilaget. Hjælpemidlet er ofte prismebriller.
Ankestyrelsen har i tre sager vurderet, at der ikke er hjemmel til at give afslag på prismebriller alene med den begrundelse, at et minimumskrav for prismestyrke ikke er opfyldt. Det afgørende er, om ansøgerens øjenlidelse er omfattet af indikationerne i bilaget, og om følgerne af øjenlidelsen kan afhjælpes med de ansøgte briller.
I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen sagen, da der ikke var tilstrækkelige lægelige oplysninger til, at der kunne træffes afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke fremgik af de lægelige oplysninger, om det var muligt operativt at korrigere for ansøgers dobbeltsyn.
I sag nr. 2 og nr. 3 ændrede Ankestyrelsen afgørelserne. Ankestyrelsen vurderede, at ansøgerne havde en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse, og at øjenlidelsen i form af sygdomsbetinget dobbeltsyn var omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsen. I sag nr. 2 lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøgeren var opereret for skelen, men stadig havde brug for prismebriller for at opretholde enkeltsyn. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at øjenlidelsen kunne afhjælpes med læsebriller med prismer. I sag nr. 3 lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøgeren led af sygdomsbetinget dobbeltsyn som følge af Parkinson, og at der ikke var mulighed for operativ korrektion. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at dobbeltsynet kunne afhjælpes med prismebriller.
Ankestyrelsen lagde i alle tre sager vægt på, at der ikke i serviceloven eller i hjælpemiddelbekendtgørelsen, er fastsat et minimumskrav for prismestyrke i brilleglas ved støtte til briller som hjælpemiddel. Der er derfor ikke hjemmel til at give afslag alene med henvisning til, at ansøger har behov for et antal prismer under 7.
06-07-2017 Synsfeltsudvidere
30-17 Hjælpemiddel - behandlingsredskab - blodsukkermåleapparat
Et produkt kan kun bevilges som et hjælpemiddel efter serviceloven, når det ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Dette følger af servicelovens bestemmelse om subsidiaritetsprincippet.
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler, som har til formål at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Et hjælpemiddel skal medvirke til, at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i videst muligt omfang gøre borger uafhængig af andres bistand i dagligdagen. Der kan alene ydes støtte til hjælpemidler, der i væsentlig grad afhjælper borgerens nedsatte funktionsevne.
Det er en forudsætning for støtte efter bestemmelsen om støtte til hjælpemidler, at hjælpemidlet ikke kan bevilges efter anden lovgivning.
Et produkt kan både være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab. Hvilken myndighed, der i givet fald bevilger produkt afhænger af, hvordan produktet anvendes og administreres.
Hvis kommunen er i tvivl, om et produkt er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab, skal kommunen søge afklaret, om produktet kan bevilges efter sundhedslovgivningen.
Ansvaret for denne afklaring påhviler ikke alene kommunen, men er et fælles ansvar mellem kommunen og sundhedssektoren. Det er alene sundhedssektoren, der kan tage stilling til, om der er tale om et behandlingsredskab.
Det er cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsnet (afgrænsningscirkulæret), der anvendes ved denne afklaring.
(udeladt tekst)
I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen sagen, da denne ikke var tilstrækkelig oplyst til, at det kunne vurderes, om borger kunne få glukosemålingssystemet bevilget som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var afklaret, om borger kunne få hjælp efter anden lovgivning. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå lægelige oplysninger i sagen.
I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da Ankestyrelsen var enig i, at glukosemålingssystemet ikke var et hjælpemiddel. Sagen omhandlede et barn, der skulle måle blodsukker mange gange i døgnet på grund af svingende blodsukker. Barnet var indstillet til fysioterapi, da han på grund af nedsat følesans havde problemer med at holde på skriveredskaber. Efter afprøvning af glukosemålingssystemet havde han fået følelsen i fingrene tilbage. Ankestyrelsen lagde vægt på sagens lægelige oplysninger og vurdererede herudfra, sammenholdt med en udtalelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, at det primære formål med brugen af glukosemålingssystemet var at opnå en forbedring af kontrollen med barnets diabetes. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på subsidiaritetsprincippet og at det ikke var afklaret om barnet kunne få glukosemålingssystemet bevilget efter sundhedslovgivningen.
I sag nr. 3 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, idet glukosemålingssystemet i dette tilfælde måtte anses som et hjælpemiddel. Sagen omhandlede en mand, der som følge af cancer i bugspytkirtlen havde mistet al egenproduktion af insulin. Det var oplyst, at han skulle måle sit blodsukker mange gange dagligt. Han var velreguleret, men havde bivirkninger i form af nedsat følesans i fingrene, som følge af de mange fingerprik han foretog dagligt. Ankestyrelsen vurderede, at glukosemålingssystemet ville være en væsentlig yderligere afhjælpning for ham. Ankestyrelsen lagde vægt på sagens lægelige oplysninger om, at manden havde fået tiltagende nedsat følelse i fingerspidserne, hvilket havde indflydelse på hans arbejde, og at tæt monitorering af hans blodsukker var påkrævet, idet han kørte meget bil i forbindelse med sit erhverv.
31-05-2017 Blodanalyseapparater, blodanalyseudstyr og blodanalysemateriale
13-17 Boligindretning - trappelift
Kommunen skal yde hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
Kommunen skal i samarbejde med borger yde borgeren hjælp med respekt for dennes behov for værdighed, integritet og mulighed for at leve et så normalt liv som muligt.
Hvis der er tale om mere omfattende og bekostelige ændringer af boligen, skal kommunen undersøge, om en mere hensigtsmæssig løsning til afhjælpning af boligforholdene kan etableres ved flytning. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringerne må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.
Kommunen skal undersøge, hvilke konkrete ændringer der er nødvendige for samlet set at gøre boligen egnet til borgerens ophold. Kommunen skal endvidere undersøge, hvilke udgifter disse ændringer medfører. Der skal også være konkrete lægelige oplysninger om den forventede udvikling i borgerens funktionsniveau.
De samlede nødvendige ændringer af boligen kan dog være så omfattende og bekostelige, at det er en mere hensigtsmæssig løsning, at borgeren flytter til en anden bolig.
En trappelift vil almindeligvis ikke være en så omfattende og bekostelig ændring af boligen, at etableringen af denne alene kan begrunde, at kommunen skal undersøge, om det vil være mere hensigtsmæssigt, at borgeren flytter til en anden bolig.
I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen sagen, da denne ikke var tilstrækkelig oplyst til, at det kunne vurderes, om de samlede nødvendige ændringer af boligen var så omfattende og bekostelige, at det var en mere hensigtsmæssig løsning, at borgeren flyttede i en anden bolig.
I sag nr. 2 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da Ankestyrelsen ikke var enig i denne. Ankestyrelsen fandt derimod, at en trappelift var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for borgeren, da borgeren ellers var forhindret i at benytte toilettet i boligen. Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne give borgeren afslag på en trappelift ved at bevilge en toiletstol til brug i stueetagen i stedet.
I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da Ankestyrelsen var enig i kommunens vurdering af, at en trappelift ikke var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for borgeren. Dette skyldtes, at boligen var egnet til, at borgeren kunne indrette sig i stueetagen. Det kunne ikke føre til en anden afgørelse, at borgeren skulle sove i stuen og desuden ikke havde adgang til værelserne på boligens første sal.
04-03-2017 Trappelifte med sæder
73-16 Hvilestole - hjælpemiddel - forbrugsgode - sædvanligt indbo - handicapkompenserende funktion
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.
Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Nogle produkter kan have særlige funktioner, der gør, at de ikke entydigt kan karakteriseres som enten et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Det vil derfor afhænge af en konkret vurdering af produktets funktion.
Om et produkt skal behandles efter reglerne om hjælpemidler afhænger af, om produktet er fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne.
Forbrugsgoder omfatter derimod produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
Hvilestole, der er hjælpemidler
En hvilestol skal bevilges som et hjælpemiddel, hvis der er tale om en hvilestol med funktioner/indstillingsmuligheder, der alene er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Det vil sige, at hvilestolen skal have en primær handicapkompenserende funktion.
Som eksempler på særlige stole kan nævnes arthrodesestole og sæder (beregnet til borgere med stift hofteled), katapultstole (til borgere, der har vanskeligt ved at sætte sig, rejse sig) og arbejdsstole med elektrisk højdejustering samt bremse.
Hvilestole, der er forbrugsgoder
En hvilestol med el-funktioner/el-indstillinger til indstilling af ryglæn og sæde anses som et forbrugsgode. Dog vil en hvilestol med el-funktioner på nuværende tidspunkt ikke kunne betragtes som sædvanligt indbo, da der ikke er tale om en så almindelig udbredelse, at en sådan hvilestol normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Derudover vil el-indstillingsmulighederne have en vis handicapkompenserende funktion, idet en person med nedsat funktionsevne kan have svært ved at anvende manuelle indstillingsmuligheder.
Hvilestole, der er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo
En hvilestol uden særlige handicapkompenserende funktioner skal betragtes som et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, hvilket der ikke kan ydes støtte til efter servicelovens § 113. Begrundelsen herfor er, at sådanne hvilestole er almindeligt udbredte, hvorfor de findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Disse typer hvilestole kan fås i forskellige prisklasser, farver og størrelser og forhandles bredt over hele landet. De har ofte manuel regulering af sædeindstillinger eller vippefunktion.
Det er uden betydning for eventuel hjælp til køb af en hvilestol som forbrugsgode, at stolen kan købes hos en almindelig møbelforhandler. En stol, som kan købes hos en almindelig møbelforhandler, kan ikke alene af den grund anses for at være sædvanligt indbo, hvortil der ikke kan ydes hjælp.
Ifølge Ankestyrelsens praksis lægges der ved vurderingen af, om et forbrugsgode er sædvanligt indbo, vægt på eksempelvis udbredelse, pris, udvalg, udviklingen i befolkningens levestandard, folks forbrugs- og levevaner og samfundsudviklingen i det hele taget. På den baggrund er det således vores praksis, at fx faconhovedpuder, digitalkameraer, smartphones, tablets og andre lignende elektroniske apparater, samt vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, mikrobølgeovne, robotstøvsugere og almindelige køkkenmaskiner i dag betragtes som sædvanligt indbo i ethvert hjem, der måtte ønske det.
I en konkret sag fandt Ankestyrelsen, at en hvilestol uden særlige handicapkompenserende funktioner er et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, hvilket der ikke kan ydes støtte til.
I en anden konkret sag fandt Ankestyrelsen, at en hvilestol med indbygget katapultsæde skal bevilges som et hjælpemiddel.
04-11-2016 Hvilestole og lænestole
36-16 Forbrugsgoder - sædvanligt indbo - 2-hjulet el-cykel
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt.
Forbrugsgoder omfatter produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på normalt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af, om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og levevaner. Med tiden vil flere forbrugsgoder blive mere almindeligt udbredt og vil efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.
2-hjulede el-cykler er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.
Efter Ankestyrelsens vurdering må 2-hjulede el-cykler i dag anses som almindeligt udbredte, og som produkter, der kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. 2-hjulede el-cykler kan fås i mange forskellige udgaver og prisklasser og forhandles bredt over hele landet. En 2-hjulet el-cykel må derfor betragtes som sædvanligt indbo på linje med traditionelle cykler, som enhver, der måtte ønske det, kan anskaffe sig.
Ankestyrelsen har derfor i en konkret sag vurderet, at der ikke kunne ydes støtte til køb af 2-hjulet el-cykel efter reglerne om forbrugsgoder.
07-07-2016 Tohjulede cykler, foddrevne
32-16 Forbrugsgoder - sædvanligt indbo - vaskemaskiner - opvaskemaskiner - tørretumblere - mikrobølgeovne - almindelige køkkenmaskiner - robotstøvsugere
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt.
Forbrugsgoder omfatter produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på normalt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved vurderingen af, om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og levevaner. Med tiden vil flere forbrugsgoder blive mere almindeligt udbredt og vil efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.
Ankestyrelsen finder, at vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, mikrobølgeovne og almindelige køkkenmaskiner er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.
Robotstøvsugere er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo
Ankestyrelsen har i en konkret sag vurderet, at også robotstøvsugere, i lighed med traditionelle støvsugere, skal betragtes som forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.
Der kan derfor ikke ydes støtte til køb af en robotstøvsuger efter reglerne om forbrugsgoder.
22-06-2016 Husholdningsmaskiner
 Komfurer og ovne
 Opvaskemaskiner
 Støvsugere
 Vaskemaskiner

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11-19 Næste>> Viser 1-10 af 183

Nyeste hjælpemidler
ProSerie
Anatomic SITT A/S
ProSerie
Finger, Løkke
CuraTec Nordic
Finger, Løkke
Finger skinne
CuraTec Nordic
Finger skinne