Hjælpemiddelbasens WebApp og QR-koder

28-06-2013 af Thomas Lyhne

Få information om alle produkter i Hjælpemiddelbasen på en smartphone

Hjælpemiddelbasens WebApp gør det muligt at få fremvist information om alle produkter i Hjælpemiddelbasen på en smartphone via en søgefunktion eller ved at skanne en HMI-nr. eller produktserie specifik QR-kode fra Hjælpemiddelbasen.

Søgning på Hjælpemiddelbasens WebApp

Søgefunktionen på Hjælpemiddelbasens WebApp giver mulighed for at søge på produktgrupper (kørestole, rollatorer osv.), produktnavne, HMI-nr. eller forhandler. Søgefunktionen nås, hvis du fra en smartphone går til siden www.hmi-basen.dk eller skanner nedenstående QR-kode:

QR-kode Hjælpemiddelbasens WebApp

Hjælpemiddelbasens WebApp findes også i en engelsk udgave, som nås, hvis du fra en smartphone går til www.assistdata.dk eller skanner denne QR-kode:

QR-kode til AssistData WebApp


Skanning af HMI-nr. eller produktserie specifik QR-kode fra Hjælpemiddelbasen

Fra Hjælpemiddelbasen distribueres både HMI-nr. og produktserie specifikke QR-koder til alle HMI-numre og alle produktserier, som findes i Hjælpemiddelbasen.
Hjælpemiddeldepoter og forhandlere af hjælpemidler har således mulighed for at mærke produkter med HMI-nr. eller produktserie specifikke QR-koder og dermed kan man - fra en praksissituation med et produkt - få direkte adgang til information fra Hjælpemiddelbasen om produktet.

Eksempel på HMI-nr. specifik QR-kode
En HMI-nr. specifik QR-kode til MC 1122 Quantum Basic (HMI-nr. 78131) vil se således ud:

QR-kode, HMI-nr 78131 fra hmi-basen

De HMI-nr. specifikke QR-koder fra Hjælpemiddelbasen vil altid have underteksten HMI-nr ... fra hmi-basen.dk.
Skanner du denne kode med din smartphone, vil du få nedenstående side frem på din smartphone:

HMI-nr. 78131 på webapp

Dvs., du får i dette tilfælde adgang til beskrivelse, brugsanvisning, QuickGuide og tekniske egenskaber samt kontaktoplysninger til forhandleren. Havde der været flere forhandlere af samme HMI-nr. ville du få adgang til kontaktoplysninger på alle forhandlere og evt. forskellige informationsmaterialer fra forhandlerne.


Eksempel på produktserie specifik QR-kode
En produktserie specifik QR-kode til produktserien 3D (fra forhandleren Maro) vil se således ud:

QR-kode, serie 30960 fra hmi-basen

De produktserie specifikke QR-koder fra Hjælpemiddelbasen vil altid have underteksten Serie ... fra hmi-basen.dk.
Skanner du denne kode med din smartphone, vil du få nedenstående side frem på din smartphone:

Produktserien 3D på webapp

Dvs., du får i dette tilfælde adgang til beskrivelse, HMI-numre tilknyttet serien, brugsanvisning, video, brochure, forhandleroplysninger og tekniske egenskaber samt kontaktoplysninger til forhandleren. Er der flere HMI-numre tilknyttet serien, så vil du, når du klikker på HMI-nr., få HMI-numrene oplistet som links, dvs., du vil få mulighed for at gå til HMI-nr. specifikke oplysninger.